Skip to main content
logo for klog kost

Styrer tarmfloraen dine spisevaner eller omvendt?

Dine tarmbakterier nedbryder ikke bare maden til næringsstoffer, men sender også signaler til din hjerne om hvad de har brug for.

{snippet start}

I de sidste år er vores tarmflora blevet centrum for mere og mere forskning efterhånden som forskerne har opdaget hvor stor betydning den har for både vor vægt, psyke og fysiske helbred.

Vores tarmflora består af milliarder af bakterier, faktisk så mange at der er mindst 100 gange flere bakterier end kropsceller. Bakteriekulturen er ikke en ensartet størrelse, men varierer efter hvad vi spiser og det kan betyde at forskellige bakterier sender forskellige beskeder til kroppen om at de har brug for næringsstoffer, der gør os enten fede eller tynde, øger risikoen for diabetes eller sikrer en solid insulin-produktion.

Det er i hvert fald konklusionen fra en gruppe forskere fra University of California San Francisco, Arizona State University og University of New Mexico, der netop i tidsskriftet BioEssays har offentliggjort en gennemgang af de seneste videnskabelige undersøgelser om mikrobers påvirkning af menneskers spisevaner og kostvalg.

Bakterier har varierende behov for næringsstoffer. Nogle foretrækker for eksempel fedt og andre sukker. Men de kappes ikke kun med hinanden om fødevarer og for at bevare en niche inden for deres økosystem - vores fordøjelsessystem - de har også ofte mål, der strider mod vores egne ønsker, siger undersøgelsens hovedforfatter dr. Athena Aktipis, der er medstifter af Center for Udvikling og Kræft på UCSF.

Selvom det er uklart hvordan det præcist sker, mener forfatterne at dette forskelligartede samfund af mikrober, kendt som tarmfloraen, kan påvirke vores beslutninger ved at frigive signalstoffer i vores tarm. Fordi tarmen er knyttet til immunforsvaret, hormonsystemet og nervesystemet, kan disse signaler påvirker vores fysiologiske og adfærdsmæssige reaktioner.

"Bakterier i tarmen er manipulerende. Der er en mangfoldighed af interesser, der er repræsenteret i tarmfloraen, nogle svarer til vores egne kostinteresser og andre gør ikke," siger dr. Carlo Maley, der direktør for UCSF Center for Udvikling og Kræft og medforfatter på artiklen.

"Heldigvis er det ikke en ensporet gade. Vi kan selv påvirke disse mikroskopiske, encellede husgæster ved bevidst at ændre hvad vi indtager så det med en 24 timers omlægning af kosten er til at måle i tarmfloraen," siger Maley.

"Vore kostvaner har en enorm indflydelse på bakteriekulturerne i tarmen," siger Maley.

"Det er et helt økosystem, og det udvikler sig minut for minut."

Der er endda specialiserede bakterier, der nedbryder tang, fundet i mennesker i Japan, hvor tang er populært i kosten.

Forskningen tyder på, at tarmbakterier kan påvirke beslutninger, der fører til spiseforstyrrelser, dels ved at påvirke vagus nerven, der forbinder 100 millioner nerveceller fra fordøjelseskanalen til bunden af hjernen.

Middel mod fedme og kræft

"Mikrober har kapacitet til at manipulere adfærd og humør gennem ændring af de neurale signaler i vagusnerven, at ændre smagsreceptorer, der producerer giftstoffer som får os til at få det dårligt, og frigive kemiske belønninger for at få os til at få godt," siger Aktipis.

Hos mus øger visse stammer af bakterier angst-niveauet. Hos mennesker har et klinisk forsøg konstateret, at det fremkalder bedre humør hos depressive personer, hvis man drikker probiotiske Lactobacillus casei-bakterier.

Forskerne mener derfor at det er muligt at en tarmtransplantation af de bakterier, der er specialiserede i tang kan få en person til at spise mere tang.

Den hastighed, hvormed tarmfloraen ændrer sig på, kan være en hurtig måde at sikre ændringer af vore kostvaner. Det kan opnås ved hjælp af fødevarer og kosttilskud, ved at indtage specifikke bakteriearter i form af probiotika, eller ved at dræbe visse bakterietyper med antibiotika. Optimering af magtbalancen blandt bakteriearter i vores tarm kan sikre at vi bliver mindre fede og får et sundere liv, mener forfatterne.

"Da tarmfloraen så let kan manipuleres af præbiotika, probiotika, antibiotika, fækale transplantationer og kostændringer, kan ændringer af vores tarmflora være en let måde at klare ellers uløselige problemer som fedme og usunde spisevaner," skriver forfatterne.

Faktisk er udviklingen af kræft og tarmbakterier også forbundet, påpeger Aktipis, der siger at nogle af de bakterier, der normalt lever i os er årsag til mavekræft og måske andre kræftformer.