8 sunde grunde til at spise mandler
Vi elsker marcipan og brændte mandler ved juletid, men nødderne burde være en fast ingrediens eller snack i vores daglige kost.
Mandler er nemlig fulde af sunde fedtsyrer, E-vitamin, kobber, magnesium og proteiner.
I sydeuropa er de da også en integreret del i mange af dagligdagens retter - og det menes også at være en del af forklaringen på de hjertesunde effekter af det vi kalder Middelhavskosten.
For selv om 39 procent af mandler er fedt, så er det sundt fedt. Omkring 70 procent af fedtet er enkeltumættet fedt, som også er det, der gør olivenolie så sundt for hjertekar-systemet.
Her er 8 sunde grunde til at spise en håndfuld mandler dagligt.
1. Mindre mavefedt
Forskere fra Pennsylvania State University præsenterede i maj 2014 et lodtrækningstudie, hvor halvdelen af 52 voksne med forhøjet LDL-kolesterol fik 42 gram (1,5 ounce) mandler, mens den anden halvdel fik en kulhydrat-rig snack med lige så mange kalorier.
Selv om forskerne ikke konstaterede nogen forskel i de to gruppers samlede kropsvægt, viste mandlerne sig at reducere deltagernes farlige fedtophobning omkring organerne og reducerede også deres fedtprocent og taljemål i forhold til den kulhydrat-rige snack-gruppe.
Selv om undersøgelsen kun var seks uger lang tyder de foreløbige resultater på, at mandler kan hjælpe med at mindske abdominal fedt, der er en risikofaktor for metabolisk syndrom.
2. Blodtryk
Mandlers høje indhold af magnesium kan medføre sænknng af blodtrykket. Mandler indeholder cirka 275 mg magnesium pr, 100 gram og det vil sige at en stor håndfuld kan give dig en femtedel af dit daglige behov for magnesium.
Og ifølge en meta-analyse fra University of Hertfordshire i 2012 sænker magnesium blodtrykket og jo mere du indtager, des mere sænkes blodtrykket.