Sojaprotein kan mildne tarmsygdomme
Koncentreret sojaprotein kan være et effektivt supplement til kosten for inflammatoriske tarmsygdomme.
Det viser en ny undersøgelse fra Penn State University, hvor forskerne har lavet forsøg med mus og menneskelige tarmceller.
Resultaterne er vigtige fordi inflammatoriske tarmsygdomme (IBD) som ulcerativ colitis og Crohns sygdom er karakteriseret ved enten kontinuerlig eller periodisk inflammation i tyktarmen og udgør en betydelig risikofaktor for tyktarmskræft.
Udviklingen af kostråd mod IBD har derfor stor betydning, mener Joshua Lambert, lektor i fødevarevidenskab ved College of Agricultural Sciences.
Forskerne erstattede proteiner i mus kost med sojaproteinkoncentrat svarende til omkring 12 procent, hvilket ville være noget som mennesker kunne kapere.
Desuden tilførte de sojaproteinkoncentrat til dyrkede menneskelige tarmceller i laboratorieforsøg
Resultaterne viste at sojaproteinkoncentrat havde både antioxidante og cytoprotektive virkninger på de dyrkede humane tarmceller og kunne moderere sværhedsgraden af inflammation hos musene, der havde fået påført en tilstand svarende til ulcerativ colitis.
"Vi ønskede ikke at bruge doser, der var meget høje eller udelade alt andet protein i kosten," siger Zachary Bitzer, der er tidligere kandidatstuderende ved Institut for Fødevarevidenskab og chefforsker på undersøgelsen, som er offentliggjort i tidsskriftet The Journal of Nutritional Biochemistry.
"I stedet ønskede vi at finde et scenario, der kunne passe ind i en mere menneskelig relevant situation."
De 12 procent af kosten, der bestod af sojaproteinkoncentrat, forbedrede musenes kropsvægt og reducerede hævelse af milten.
"Sojaproteinkoncentrat forbedrede markører for tarmbetændelse og tab af tarmbarrierefunktion hos mus med induceret IBD," siger en anden af forskerne Amy Wopperer.
Efterfølgende undersøgelser vil fokusere på, om man kan opnå de samme resultater hos mennesker. Sojaprotein er en udbredt fødevareingrediens, der ofte anvendes som køderstatning og almindeligvis omtales som "teksturiserede vegetabilske proteiner" i ingredienslister.
Forskerne mener derfor, at menneskeforsøg burde kunne arrangeres relativt hurtigt.
Imidlertid vil Lambert's laboratorium i første omgang starte en relateret undersøgelse af, om de betændelsesmoderende virkninger hos mus udelukkende skyldes sojaproteinet eller om det også kan være forårsaget af sojafiber.
Sojaproteinkoncentrat består af 70 procent protein , men det indeholder også en masse sojabønnefiber, forklarer forskerne.