Gør fisk os til verdens lykkeligste folk?
Danskerne bliver gang på gang udråbt som verdens lykkeligste folk. Måske hænger det sammen med den mad, vi spiser.
De seneste år har stadig flere forskere peget på, at der findes mad, som modvirker depression. Og de nyeste studier tyder på, at indholdet af omega-3 fedt i koldvandsfisk som laks, sardiner og tun, valnødder og rapsolie gør disse fødevarer særlig gode mod depression.
Og netop det giver forskerne en mulig forklaring på, at vi i Skandinavien ligesom asiaterne har de laveste depressionsrater. Vi spiser meget fisk.
Forskere på McLean hospitalet I Belmont, USA, har også fundet frem til, at mad, som er rigt på stoffet uridin har positiv indvirkning på humøret. Uridin findes i bl.a. sukkerroer, og kan måske også direkte fungere som depressionsbehandling.
Japanske forskere har også fundet frem til, at en kost med meget fisk beskytter mod depression og selvmord, mens et forskerhold i Finland har undersøgt 1.767 finner og kunne derefter konkludere, at hvis man spiser fisk mere end to gange om ugen, så har det en beskyttende virkning mod depression og selvmord.
Helt præcist hvordan maden modvirker depression er stadig uafklaret. Forskerne mener, at det kan have en sammenhæng med fedtet i hjernens membraner, som medfører nemmere gennemstrømning af de nødvendige kemiske forbindelser.
Kathleen Franco, der er medicinsk og psykiatrisk professor ved Cleveland Clinic Lerner College of Medicine i Ohio, USA, mener, at kosttilskud sammen med meditation og psykoterapi kan være en effektiv behandling mod depression.
Flere kilder til lykke
Andre videnskabsfolk er mindre overbeviste om lige netop kostsammensætningens betydning. De er dog alle enige om, at man bør undgå alkohol, hvilket vist ikke kan kaldes hverken danskeres eller finners spidskompetence.
Mad, der er rigt på omega-3 fedtstoffer er ikke det eneste forskerne har haft øje på i forbindelse med depression. Andre madvarer og kosttilskud, som måske kan have positiv virkning er:
- Frugt, grøntsager, nødder, fuldkorn og bælgplanter for deres høje niveau af B-vitaminer. Undersøgelser peger på, at hvis du har et lavt niveau af B-vitamin og folinsyre og et højt niveau af proteinet homocystein, har du større risiko for at blive deprimeret.
- Kød, fisk, bønner og æg for det høje niveau af aminosyrer. Tryptophan er et vigtigt aminosyre, som kroppen bruger til at danne serotonin. Mangel på serotonin anses for at kunne være årsag til depression. Flere undersøgelser viser, at tryptophan kan bedre tilstanden hos folk med depression.
- Undgå sukker på grund af dets indhold af kulhydrater. Alle de kulhydrater du spiser nedbrydes til at blive det sukker, din hjerne skal bruge for at fungere normalt. Men hvis du spiser for meget sukker oplever hjernen for mange op- og nedture i blodsukkerniveauet, hvilket kan styrke symptomer på depression.
Forskerne erkender, at den meste forskning stadig ikke er stærk nok til direkte at dokumentere en forbindelse mellem bestemte madvarer og helbredelse af depression. Og de fleste forskere erkender, at maden ikke kan erstatte medicinsk og psykoterapeutisk behandling. Men mere forskning er på vej.