Gurkemeje styrker hukommelsen
Blot ét gram gurkemeje til morgenmad kan forbedre hukommelsen hos mennesker i de meget tidlige stadier af diabetes, der har risiko for demens.
Det er i hvert fald den gruppe mennesker, som et forsøg i Taiwan har testet gurkemejes effekt på, men formentlig styrker gurkemeje arbejdshukommelsen hos alle mennesker.
Men forsøget har særlig betydning fordi den stadig ældre befolkning medfører en stigende forekomst af tilstande, som prædisponerer folk for diabetes, som igen er forbundet til demens.
"Men tidlig behandling kan bidrage til at mindske risikoen, enten ved at standse sygdommen eller reducere dens indvirkning," siger professor emeritus Mark Wahlqvist fra Monash Asia Institute ved Monash University.
Hans nye undersøgelse har testet den fungerende hukommelse hos mænd og kvinder over 60 år, som for nylig var blevet diagnosticeret med ubehandlet præ-diabetes.
"Arbejdshukommelsen menes, at være en af de vigtigste mentale evner, afgørende for kognitive evner som planlægning, problemløsning og ræsonnement," siger han.
"Vurdering af arbejdshukommelsen er enkel og praktisk, men er ganske effektiv til at vurdere kognition og forudsige fremtidig svækkelse og demens."
I det placebo-kontrollerede forsøg fik deltagerne et gram gurkemeje tilføjet til en ellers ernæringsmæssigt intetsigende morgenmad bestående af hvidt brød. Deres arbejdshukommelse blev testet før og nogle timer efter måltidet med og uden gurkemeje.
"Vi fandt, at denne beskedne tilføjelse af gurkemeje til morgenmaden forbedrede arbejdshukommelsen henover seks timer hos ældre mennesker med præ-diabetes," konstaterer professor Wahlqvist, der har fået undersøgelsen offentliggjort i Asia Pacific Journal of Clinical Nutrition.
Gurkemeje er almindeligt anvendt i madlavning, især i Asien. Gurkemejes karakteristiske gule farve, der giver karry farve, skyldes curcumin, som udgør 3 til 6 procent af gurkemeje og i eksperimentelle undersøgelser har vist sig at reducere risikoen for demens.
"Vores resultater med gurkemeje er i overensstemmelse med disse observationer, for så vidt som de synes at påvirke den kognitive funktion, hvor der er uorden i energiomsætning og insulinresistens," siger Wahlqvist.