Mange små måltider øger risiko for diabetes 2
Spiser du en masse mellemmåltider i stedet for de tre hovedmåltider, så skal du ikke gøre det for at slanke dig. Tværtimod øger det risikoen for diabetes 2.
Til gengæld hjælper det at tælle kalorier, viser en ny britisk undersøgelse fra University of Warwick, hvor forskere bl.a. har testet 24 fede og normalvægtige kvinders reaktioner på forskellige spisemønstre.
Tidligere forskning har antydet, at et enkelt fedtholdigt måltid får betændelsesniveauet i kroppen til at stige, når tarmbakterier - kaldet endotoksiner - går ind i blodet
Da denne form for betændelse har været forbundet med en risiko for at udvikle hjertekar-sygdomme og diabetes 2, ønskede forskerne at undersøge, om flere måltider ville gøre mere skade og øge disse risici hos overvægtige personer.
De 24 kvinder fik derfor serveret to måltider eller fem måltider på forskellige dage, men den samme mængde kalorier, hvorefter forskerne målte deres energiforbrug og mængden af endotoksiner i blodet.
Flere måltider - mere inflammation
Resultaterne viste, at det ikke havde nogen betydning for hvor mange kalorier kvinderne forbrændte om de spiste to måltider eller fem måltider. Over en 24-timers periode, forbrændte kvinderne det samme antal kalorier.
Men derudover konstaterede forskerne, at de overvægtige kvinder, der spiste fem måltider, havde markant højere endotoksinniveauer ved dagens slutning i forhold til når de kun spiste to måltider.
"Undersøgelsen viser, at størrelsen eller hyppigheden af måltidet ikke påvirker de kalorier vi forbrænder på en dag, men det der betyder mest for vægttab er at tælle kalorier," konkluderer undersøgelsens chefforsker dr. Milan Kumar Piya.
"For det andet betyder en højere vægt, at mere endotoksin går i blodet, hvor det forårsager betændelse, og overvægtige, der spiser oftere vil dermed forværre deres risiko for metaboliske sygdomme som diabetes 2."
Hun vil nu fokusere på virkningen af kost, tarmflora og forbrændte kalorier hos forskellige mennesker i fremtidige undersøgelser.
"Ved at forstå, hvordan kost påvirker inflammatoriske risiko og energiforbrug, vil vi fremme vores forståelse af, hvordan vi bedre kan målrette kosten på et individuelt grundlag," tilføjer hun.
- Oprettet den .