Skip to main content
logo for klog kost
Af uforklarlige grunde synes ren frugtjuice at øge risikoen for Epstein Barr virus, der er årsag til kyssesyge.

Juice øger risikoen for kyssesyge

Risikoen for kyssesyge - mononukleose - øges tilsyneladende, hvis børn drikker for meget juice og spiser forkert.

{snippet start}

Det er i hvert fald resultatet af en stor amerikansk befolkningundersøgelse NHANES (National Health and Nutrition Examination Survey) med over 30.000 deltagere i alle aldre.

Undersøgelsen har sammenlignet risikoen for at få den almindelige Epstein-Barr virus (EBV), der er årsag til kyssesyge.

Omtrent halvdelen af alle danskere menes at være ramt af virussen, der tilhører gruppen af herpesvira. Ifølge sundheds.dk rammes kun 6-8 promille årligt af kyssesyge, der er præget af halssmerter, feber og hævede lymfeknuder på halsen. Blandt unge og voksne, som for første gang smittes med EBV, udvikler mellem 20-25 % klinisk mononukleose.

Men ifølge den nye undersøgelse har nogle børn og unge en større risiko pga. deres madvaner.

NHANES dataene viste, at unge, der spiser bønner, rødt kød og 100 procent frugtjuice dagligt måske har en højere risiko for EBV i forhold til unge, der indtager de samme produkter på månedsbasis.

Undersøgelsen antyder også, at unge, der ikke spiser afbalanceret, men for meget fastfood og forproduceret billig mad, havde en betydeligt højere risiko for EBV. Forskere har tidligere fundet en sammenhæng mellem lav socioøkonomisk status og en øget risiko for EBV-infektion. Forskerne understreger, at kosten spiller en vigtig rolle for ​​immunforsvaret.

Selvom bønner ofte betragtes som næringsrige er nogle typer ikke særligt sunde.

"Bagte bønner er også rige på natrium, sukker, fedt og - afhængigt af type - rig på urinsyre. Nogle bønner indeholder lektiner der er knyttet til irritabel tarmsyndrom, dissemineret sklerose, allergier og gigt. EBV-infektion er blevet forbundet med alle disse sygdomme," siger en af undersøgelsens medforfattere Ahmed Arif.

"Vi kender ikke den nøjagtige mekanisme, der kan udsætte børn, som spiser mange bønner og rødt kød dagligt, for en større risiko for EBV-infektionen, men det virker som om at mådehold er en god ide," siger Arif

Forskerne kan ikke forklare sammenhængen mellem juice og EBV og understreger derfor at resultaterne skal bekræftes i andre undersøgelser, før man kan komme med anbefalinger.

"Men man kan roligt sige, at kampagner, der fremmer sund kost og fødevaresikkerhed for at styrke immunsystemet til forebyggelse af forskellige virusinfektioner er en god ide," siger Arif.

rødt kød, kyssesyge, herpesvirus, Epstein-Barr, juice