Tre glas øl eller vin om ugen forebygger leddegigt
Hvis du drikker tre store glas øl, vin eller andet alkohol om ugen falder din risiko for at udvikle leddegigt med hele 52 procent.
Et moderat forbrug af alkohol viser sig nemlig i en nyligt offentliggjort svensk undersøgelse i British Medical Journal at forebygge risikoen for leddegigt - i hvert fald hos kvinder.
Resultaterne viser, at kvinder, der regelmæssigt drikker mere end tre alkoholiske drikke om ugen i mindst 10 år har halvt så stor risiko for at udvikle sygdommen sammenlignet med kvinder der slet ikke drikker.
Leddegigt er en kronisk inflammatorisk ledsygdom, der normalt udvikler sig i alderen mellem 40 og 50 år. Ca. 1% af verdens befolkning er ramt - kvinder tre gange oftere end mænd. Nogle undersøgelser har vist, at alkohol er forbundet med en lavere risiko for udviklingen af leddegigt, mens andre imidlertid ingen forbindelse har fundet.
Moderat alkoholforbrug ikke skadeligt
Men efter justering for faktorer som alder, rygning og kostvaner, viser den svenske undersøgelse, at kvinder, der fortalte at de drak mere end tre glas alkohol om ugen i både 1987 og 1997 havde en 52% reduceret risiko for leddegigt.
Disse resultater føjer sig til en voksende mængde af beviser for, at langvarig moderat alkoholforbrug ikke er skadeligt, og kan beskytte mod en kronisk sygdom som leddegigt, siger forfatterne fra Karolinska Institutet i Stockholm. De understreger dog at virkningen af højere doser af alkohol på risikoen for leddegigt fortsat er ukendt.
Undersøgelseen er baseret på en større mammografi-undersøgelse blandt 34.141 svenske kvinder født mellem 1914 og 1948, hvor detaljerede oplysninger om alkoholforbrug, kost, rygning, fysisk aktivitet og uddannelsesniveau blev indsamlet i 1987 og igen i 1997.
Nedsætter immunforsvaret
Deltagerne blev fulgt i syv år fra 2003, hvor de var i alderen 54-89 år, og i hvilket tidsrum 197 nye tilfælde af leddegigt blev registreret.
Et standard glas alkohol blev defineret som ca 500 ml øl, 150 ml vin eller 50 ml spiritus.
Den reducerede risiko var ens for alle tre typer af alkoholiske drikke.
Yderligere analyser ændrede ikke på de resultater, der støtter teorien om, at en moderat mængde alkohol kan beskytte mod leddegigt.
Forfatterne mener at forklaringen er at alkohol sænker kroppens immunforsvar.
Det er relevant, fordi leddegigt er en autoimmun sygdom - der får immunsystemet, som normalt bekæmper infektion, til at angribe de celler der ligger omkring leddene.