Genoplad dig med en burger efter træningen
Får du en desperat lyst til en burger med fritter ovenpå en hård træning, så hold dig ikke tilbage.
Ifølge en ny undersøgelse fra University of Montana gør det ingen forskel om du spiser fastfood eller drikker en energidrik som Gatorade eller en Powerbar.
Undersøgelsen, som for nylig blev offentliggjort af International Journal of Sport Nutrition and Exercise Metabolism, fandt ingen signifikant forskel i glykogen-lagringen mellem fastfood, sportsdrikke og sportsbarer for cyklister, der indtog dem efter en hård træning.
Glykogen er kroppens måde at lagre glukose i lever og muskler til brug ved fysiske præstationer.
I undersøgelsen gennemførte 11 mandlige cyklister to eksperimentelle forsøg i tilfældig rækkefølge.
Hvert forsøg indebar en 90-minutters cykeltur efterfulgt af en fire timers restitutionsperiode. Umiddelbart efter hver tur og igen to timer senere forsynede forskerne deltagerne med enten en sportsdrik/energibar eller fastfood som hamburgere og pommes friter. Efter en fire timers restitutionsperiode skulle deltagerne køre en 20 kilometers enkeltstart.
Forskerne analyserede muskelbiopsier og blodprøver taget imellem de to løb og fandt ingen forskelle i blodsukker og insulinreaktion. Glykogen-lagringen efter fastfood eller energibaren/-drikken var heller ikke forskellig.
Vigtigst var der ingen forskel i tidskørslen mellem de to diæter.
"Vores resultater viser, at fastfood - i de rigtige mængder - kan hjælpe til genopbygning af glykogen i musklerne lige så godt som energiprodukter, der normalt koster mere," siger Brent Ruby, der er directør på Montana Center for Work Physiology and Exercise Metabolism.
Han understreger dog at det ikke er ligegyldigt hvor meget man spiser. Især efter at flere store dagblade som Daily Mail og fitness-blade som Runners World har refereret undersøgelsen.
"Mange af artiklerne om undersøgelsen derude er totalt misvisende," siger han.
"Vi bad deltagerne om at spise små portioner fast-food, ikke gigantiske burgere og pommes frites. Mådehold er nøglen til de resultater, vi fik."