Quercetin kan medvirke til at sænke dit blodtryk
Indtagelse af flavonoidet quercetin kan tilsyneladende reducere højt blodtryk hos patienter, der lider af hjerte-kar-sygdom.
Det antyder en kinesisk undersøgelse fra det Sydlige Medicinske Universitet i Dongguan, Guangdong, hvor forskerne har gennemgået flere undersøgelser, der vurderede virkningen af quercetin på blodtryk og glukoseniveau.
Quercetin er et gult plantepigment, der findes i mange planter og fødevarer, såsom løg, te, æbler og rødvin. Gennemgangen inkluderede 17 undersøgelser med i alt 886 deltagere, som fik målt blodsukker, total kolesterolniveau og / eller insulinniveau.
Deltagerne fik quercetin som kosttilskud og det samlede resultat viste, at quercetin markant reducerede især systolisk blodtryk. Resultaterne viste, at quercetin signifikant sænkede både systolisk blodtryk (−3,09 mmHg) og diastolisk blodtryk (−2,86 mmHg).
Ifølge forskerne medfører en reduktion i blodtrykket på mere end 10 mmHg, at risikoen for hjertesvigt sænkes med 50%, risikoen for slagtilfælde falder med 35% - 40% og risikoen for hjerteinfarkt med ca. 20% til 25%.
Deltagere, der konsumerede quercetin i otte uger eller mere, viste desuden signifikant ændrede niveauer af det såkaldt gode HDL-kolesterol.
Quercetin påvirkede ikke markant total kolesterol eller fastende blodsukkerkoncentrationer. Quercetin medførte ikke alvorlige bivirkninger i nogen af de inkluderede studier.