Et morgenæg holder dig slank
Hvis du holder fast i den gode gamle tradition, at spise et æg om morgenen, har du en forbedret chance for at bevare den slanke linje.
Et æg om morgenen får dig til at føle dig mæt længere op ad dagen, og det betyder, du lettere undgår usunde formiddags snacks, viser et nyt studie.
Forskere har sammenlignet varigheden af mæthedsfølelse hos mennesker, som spiste morgenmadsprodukter og mennesker, der fik æg som dagens første måltid. Og forskerne har mistanke om, at det er æggenes proteiner, der giver en længerevarende mæthedsfølelse, end de proteiner, der er i hvedeprodukter.
For mennesker, der ønsker at tabe sig, er det måske en bedre ide at tænke i, hvilke proteiner, man spiser, frem for udelukkende at tænke i mængden.
- Dette forsøg viser, at diæter med højere indhold af visse proteiner måske styrker mæthedsfølelsen, hvilket fører til større succes, hvis man ønsker at tabe sig, siger forskeren Nikhil Dhurandhar, der er associeret professor ved Pennington Biomedical Research Center i Baton Rouge, USA.
Et stort æg indeholder omkring 70 kalorier, 6 gram protein, 5 gram fedt og 186 milligram kolesterol.
Æg eller cornflakes?
I undersøgelsen, fulgte forskerne 20 overvægtige personer, ved at give dem enten æg til morgenmad eller færdigproducerede morgenmadsprodukter i en uge. Der var forskel i proteinerne, men ellers var portionerne sammenlignelige med hensyn til bl.a. kalorier og kulhydrater.
På den første og den sidste dag i ugen, fik forsøgspersonerne tilbudt en frokost som buffet. Og her målte forskerne, hvor sultne de forskellige forsøgspersoner var. Desuden blev deres kalorieindtag målt ligesom forskerne målte indholdet af det sultstimulerende hormon, PYY3-3.
Derefter fik deltagerne en 2 ugers pause, hvorefter de i en ny testuge fik endnu en morgenmadssammensætning.
Forskerne fandt frem til, at de, der spiste æg, følte sig mere mætte inden frokost og de spiste mindre fra buffet’en. Og professor Nikhil Dhurandhar anbefaler en undersøgelse af langtidsvirkningerne.
Det skal nævnes, at forskningen er støttet af sammenslutningen af amerikanske æggeproducenter. Den præsenteres på den 19. European Congress on Obesity i Lyon, Frankrig. Forskerne understreger, at resultaterne er foreløbige. Mere uafhængig forskning er nødvendig.