Sådan kan rødvin gavne dine tænder
Rødvin i større mængder kan misfarve vores tænder, men viser sig ifølge ny forskning også, at have en en gavnlig virkning på vores mundsundhed.
En undersøgelse, der er offentliggjort i tidsskriftet Journal of Agricultural and Food Chemstry, har vist, at rødvin forebygger sygdomsfremkaldende bakterier i munden.
Spanske forskere har indsamlet spytprøver og belægning fra tænderne hos fem frivillige for at undersøge vins påvirkning af bakterierne.
Forskere brugte en ung Pinot Noir sammen med en alkoholfri udgave af vinen.
Forskerne dyppede belægningen eller det såkaldte biofilm (det lag man kan mærke på sine tænder, når det er et stykke tid siden man har børstet dem) i de forskellige drikke for at undersøge deres virkning på bakterierne. Og de fandt, at rødvin – både den med alkohol og den uden - samt vin, der var tilsat vindruekerneekstrakt – effektivt æder bakterierne.
Til sammenligning undersøgte forskerne også virkningen af en blanding af vand og 12 pct. ethanol.
Antimikrobielle egenskaber
De siger, at den alkohol-holdige vins ethanol er kendt som antimikrobiel, men at selv den alkoholfri vin havde effekt på reduktionen af bakterier.
”Eftersom behandlingen af biofilm med både vin og alkoholfri vin hæmmede baktiernes vækst, var det sandsynligt, at andre komponenter i vinen – bortset fra det allerede kendte ethanol – havde antimikrobielle egenskaber,” siger forskerne i deres rapport.
Forskerne advarer dog mod at tro at man kan droppe tandbørste for i stedet at bælle rødvin. Undersøgelsen er lille og kun gennemført i et laboratorium.
Men vi ved allerede, at visse fødevarer er gavnlige for tænderne. Det er især dem, der stimulerer spytproduktionen og derved neutraliserer syre. F.eks. ost, selleri og pærer.