5 sunde grunde til at spise chili

Chili er ikke bare det stærkeste krydderi, du kan peppe dine retter op med, men kan også peppe dit helbred op på flere måder.

 

I de sidste årtier har chili invaderet det danske køkken i takt med at vi har rejst jorden rundt og fået smag for eksotiske retter.

Men først i løbet af de sidste år har danskerne forstået den store variation i chilier. De fleste ved efterhånden godt at en habanero ikke er noget vi bare lige tager en bid af, selv om den ikke engang er en af de stærkeste chilier.

Chilis styrke måles på den såkaldte scoville-skala, hvor en almindelige jalapeno ligger på omkring 3.000, mens cayennnepeber ligger på op mod 50.000. En habanero-chili har en styrke på op mod 350.000 scoville, mens de allerstærkeste (Carolina reaper) ligger på over en million.

Det stærke stof i chili hedder capsaicin og har i adskillige undersøgelser vist sig at have helbredseffekter, som forskerne stadig kun er begyndt at forske i.

De smertefølsomme nerver i munden, især tungen, huser et receptorprotein kendt som TRPV1 (Transient Receptor Potential Vanilloid 1). Når denne receptor aktiveres af capsaicin producerer den en følelse af skoldhed varme. Strengt taget giver chili ikke følelsen af en rigtig smag, men af varme. Vores smagsløg reagerer på salt, sødt, surt, bittert og umami, mens chili giver følelsen af ​​varme, så det fantastiske er, at vi, selv om maden er stærk, stadig kan registrere smagsnuancerne.

Årsagen til at de er så stærke er formentlig evolutionær og en måde at beskytte frugterne mod at blive spist af dyr. Men fugle mangler smertereceptoren og æder gladeligt løs af frugterne hvorved frøene bliver spredt.

Her er fem grunde til at spise chili dagligt.

1. Længere liv

En helt ny undersøgelse lavet i et samarbejde mellem University of Cambridge School of Clinical Medicine og det kinesiske Akademi for medicinske videnskaber, viser at chilipebre og stærk mad reducerer dødeligheden markant. Personer, der spiser stærk mad to gange om ugen har en 10 procent mindre risiko for at dø i løbet af en 10 års periode end personer, der spiser stærkt mad mindre end en gang om ugen. Spiser man stærk mad 3-7 gange om ugen er chancen for at leve længere 14 procent højere.

2. Smertelindrende

Langvarig aktivering af TRPV1 på membranerne af smerte og varme-følsomme nerveceller udtømmer også substans P, lille peptid på 11 aminosyrer, der dannes i nerveceller i hjernen og i nervesystemet, hvor det fungerer  som et signalstof, som sikrer, at smertegivende impulser registreres i hjernen. Derfor anvendes capsaicin som smertelindring i salver, næsespray og plastre for at lindre mindre ømhed og smerter samt kløe fra psoriasis.

En undersøgelse i midten af 2014 giver måske en forklaring på at vi lever længere. Undersøgelsen fra University of California, Berkeley, tyder på at capsaicins smertestillende virkning kan have en endnu mere dybtgående indvirkning på menneskeheden. For efterhånden som vi bliver ældre får vi flere smerter, hvilket tyder på, at smerter kan medvirke i aldringsprocessen. Det viste i hvert fald forsøg med mus, der genetisk var manipuleret til at mangle TRPV1. De levede i gennemsnit ca. 14 procent længere end normale mus og vigtigst uden synlige komplikationer.

Ved at blokere smertereceptoren forlængede forskerne ikke kun levetiden, det gav også musene et mere ungdommeligt stofskifte, herunder en forbedret insulin respons.

  • 1
  • 2

Tags: chili, smerter