Soja hjælper kun på hedeture hos nogle kvinder
Soja hjælper kun på hedeture hos nogle kvinder i overgangalderen og det skyldes tilsyneladende, at ikke alle kroppe producerer en metabolit kaldet equol.
Kun mellem 20 og 50 procent af europæiske kvinder kan producere equol, fordi de mangler de tarmbakterier i maven som producerer metabolitten.
En ny undersøgelse fra University of Washington og Fred Hutchinson Cancer Institute i Seattle har undersøgt kvinder mellem 45 og 55 år, der ikke bruger hormonbehandling og spiste sojaprodukter mindst tre gange om ugen, for at finde ud af i hvilket omfang evnen til at producere equol påvirker effekten af soja på hedeture.
Deltagerne registrerede hvor mange og hvor alvorlige og generende deres hedeture og nattesved var og fik også deres hedeture målt med en hudmonitor. Urinprøver viste om kvinder fremstiller equol, der udvikles fra sojaisoflavonen diazden af bakterier i tarmen.
Af de 357 deltagere kunne 34 procent fremstille equol og undersøgelsen viste, at i denne gruppe, havde dem, der spiste mest soja, 76 procent mindre risiko for hedeture end dem, der spiste mindst soja. Men for de 66 procent af kvinderne, der ikke kunne fremstille equol gjorde soja ingen forskel. Soja påvirkede dog ikke hvor alvorlig eller generende hedeture og nattesved var i nogen af grupperne.
Prøv selv
Måling af equol i urin er en test, der kun kan udføres i forskningscentre, så det er ikke realistisk for kvinder, der ikke deltager i undersøgelser, at blive testet.
"Kvinder, der er interesseret i at teste soja mod hedeture kan selv eksperimentere ved at indarbejde det i deres kost. Hvis det ikke hjælper efter fire til seks uger, kan de antage, at det sandsynligvis ikke hjælper og kan så forsøge andre livsstils- eller medicinske behandlinger mod deres hedeture," siger administrerende direktør dr. Margery Gass fra Northamerican Menopause Society, der har offentliggjort undersøgelsen online i deres tidsskrift Menopause.
Effekten af soja til kvinder, der ikke producerer Equol, skal bekræftes i kontrollerede, lodtrækningsforsøg før man kan komme med en anbefaling til kvinder om virkningen af soja på hedeture, understreger forfatterne, der fik deres undersøgelse sponseret af en producent af tilskud med equol.
Undersøgelsen inkluderede cirka en tredjedel asiatiske kvinder, der er kendt for i større omfang at kunne producere equol, hvilket kan have haft betydning for resultatet.