Dagligt jerntilskud ikke nødvendigt for gravide
Gravide behøver ikke spise jernpiller dagligt for at undgå anæmi, der kan give både fødselsproblemer og lav fødselsvægt.
Det viser en såkaldt Cochrane-analyse af 18 kliniske forsøg med tilsammen 4.072 gravide kvinder, der enten alene tog jerntilskud eller jerntilskud sammen med folinsyre eller med multivitaminer og mineraltilskud.
Jernmangel kan medføre komplikationer ved fødslen og også være skadeligt for den nyfødte, der risikerer en for lav fødselsvægt og endda forsinket vækst og udvikling senere i livet.
Anæmi er et udtryk for et lavt niveau af hæmoglobin i blodet.
Sundhedsstyrelsens anbefalinger
Danske undersøgelser har vist, at ca. en femtedel af gravide udvikler jernmangelanæmi sidst i graviditeten, hvis de ikke tager jerntilskud. Det skyldes dels, at kvinder almindeligvis har ret små jerndepoter, når de bliver gravide, dels at de ikke får tilstrækkelige mængder jern i kosten til at dække det øgede behov under graviditet. Sundhedsstyrelsen anbefaler derfor jerntilskud til alle under graviditeten.
Alle gravide anbefales: Et dagligt jerntilskud på 40 – 50 mg ferrojern fra 10. graviditetsuge og resten af graviditeten. Såfremt den gravide lider meget af kvalme, kan man evt. vente med at starte jerntilskud til senest graviditetsuge 18. Jerntilskuddet tages separat og mellem måltiderne, hvor absorptionen er bedst. Mere information om jerntilskud til gravide findes i notatet her på siden.
Imidlertid bør hæmoglobin-niveauerne omhyggeligt kontrolleres under graviditet, da høje koncentrationer også er blevet forbundet med en øget risiko for at babyer bliver født for tidligt eller med lav fødselsvægt.
Traditionelt bliver anæmi under graviditet forebygget med daglige kosttilskud, der indeholder jern og folinsyre, startende så tidligt i graviditeten som muligt.
Men ifølge undersøgelsen var de kvinder, der kun tog jerntilskud 1, 2 eller 3 gange ugentligt med en eller flere dages mellemrum, ikke mere tilbøjelige til at lide af anæmi ved slutningen af deres graviditet, end dem, der tog dem dagligt, og deres babyer var ikke mere tilbøjelige til at blive født for tidligt eller have en lav fødselsvægt.
Færre bivirkninger
Desuden var de kvinder der fik jerntilskud med mellemrum i stedet for dagligt mindre tilbøjelige til at opleve bivirkninger som kvalme, forstoppelse og højt hæmoglobinniveau under graviditet.
- Jerntilskud taget med daglige mellemrum kunne betragtes som et realistisk alternativ til dagligt tilskud, især i de udviklede lande, hvor anæmi under graviditet ikke er et problem for folkesundheden, og der er god prænatal pleje og overvågning af den anæmiske status, siger hovedforfatter Juan Pablo Peña-Rosas, fra WHO.
Forskerne mener dog, at yderligere forskning er nødvendig for at afklare sikre jerndoser og deres indvirkning på børn.
- I øjeblikket er beviserne begrænsede, og kvaliteten af forsøgene, der indgår i vores analyse var generelt lav, siger Peña-Rosas.