11 madråd, der kan forebygge slagtilfælde
7. Mælk og spinat
Personer med for lavt kalcium-indhold har i undersøgelser vist sig at have forhøjet blodtryk, der er en alvorlig risikofaktor for slagtilfælde.
En stor japansk undersøgelse fra 2008 lavet af det nationale kræftcenter i Tokyo, hvor over 40.000 mænd og kvinder mellem 40 og 59 år blev fulgt mellem 1990 og 2003, viste at jo mere kalcium en person indtog gennem kosten - især fra mejerivarer - des mindre blev risikoen for et slagtilfælde. Kalcium fra mejerivarer reducerede risikoen en lille smule mere end andre kalcium-kilder.
Den anbefalede mængde kalcium er 1.000 milligram per dag for voksne op til 50 år og 1.200 mg for personer over 50 år.
Fedtfattig mælk, yoghurt og ost har det højeste indhold af kalcium, men det findes også i grøntsager som Bok Choy, spinat, broccoli samt ærter og i fisk som laks og sardiner.
8. Magnesium
Risikoen for slagtilfælde falder med 8-9 procent for hver 100 milligram magnesium, du spiser ekstra per dag.
Det viste en analyse fra Karolinska Institutet i Stockholm i 2012, hvor forskere har gennemgået data fra syv tidligere publicerede undersøgelser af magnesium indtag og slagtilfælde. Disse undersøgelser blev udført mellem 1998 og 2011 og omfattede mere end 240.000 mennesker.
Næsten 6.500 mennesker fik et slagtilfælde i undersøgelsesperioden. Det gennemsnitlige magnesium indtag for alle undersøgelsens deltagere varierede fra 242 milligram om dagen op til 471 milligram dagligt. Den anbefalede daglige tilførsel af magnesium er ca 420 mg for mænd og 320 for kvinder over 30 år.
Forskerne fandt, at risikoen for iskæmisk slagtilfælde, den mest almindelige form for slagtilfælde hos ældre mennesker , blev reduceret med 9 procent for hver yderligere 100 mg magnesium en person forbruges hver dag. Risikoen for både iskæmisk slagtilfælde og hjerneblødning var tilsammen reduceret 8 procent per ekstra 100 mg.
Magnesium findes i hele korn, grønne bladgrøntsager, nødder, frø og tørrede ærter og bønner.
9. Fisk
En gennemgang af 38 tidligere undersøgelser med tilsammen 800.000 deltagere viste i 2012, at jo flere fisk folk spiste, jo lavere var deres risiko for slagtilfælde og mini-slagtilfælde: De, der spiste 2-4 portioner fed fisk om ugen havde en 6 procent lavere risiko, mens de, der spiste 5 eller flere portioner havde en 12 procent reduceret risiko. Analysen viste dog at omega-3 fiskeolie som kosttilskud ikke havde nogen signifikant effekt på risikoen for slagtilfælde.
En 12-årig undersøgelse fra Harvard Medical School af 5000 personer over 65 år viste i 2005 at ældre, der spiste fisk 1-4 gange om ugen havde en op til 45 procent (gennemsnitligt 27 procent) reduceret risiko for blodpropper i hjernen.