Skip to main content
logo for klog kost

Derfor udsættes aldringsprocessen med færre kalorier

Du behøver ikke dyre fugtigheds- og antiaging-cremer hvis du gerne vil udsætte ældningsprocessen.

{snippet start}

For en ny undersøgelse tyder på at du kan bremse den cellulære proces, der får dig til at ældes, ved at spise færre kalorier.

Forskningen fra Brigham Young University er offentliggjort i Molecular & Cellular Proteomics og giver et glimt af, hvordan celler reagerer på at man skærer ned på kalorierne. 

Forskerne opdagede, at når ribosomer, der er cellens proteinproducenter, arbejder langsommere, så bliver ældningen også langsommere. Den lavere hastighed sænker produktionen, men giver ribosomerne ekstra tid til at reparere sig selv.

"Ribosomer er en meget kompleks maskine, lidt ligesom din bil, som med jævne mellemrum har brug for vedligeholdelse for at udskifte de dele, der slides hurtigst op," siger professor i biokemi og hovedforfatter John Price.

"Når dækkene slides ned, behøver du ikke at smide hele bilen væk og købe nye. Det er billigere at udskifte dækkene."

Forskernes har observeret to grupper mus for at studere ribosomerne. Én gruppe havde ubegrænset adgang til fødevarer, mens den anden fik 35 procent færre kalorier, dog med alle de nødvendige næringsstoffer for at overleve.

"Når du begrænser kalorieforbruget er der næsten en lineær stigning i levetid," siger Price, der ikke er den første, som viser forbindelsen mellem færre kalorier og levetid, men den første til at vise, at generel proteinsyntese reduceres og at ribosomer spiller en rolle for aldringsprocessen.

"De kaloriebegrænsede mus er mere energiske og har lidt færre sygdomme, og det er ikke bare, at de lever længere, men fordi de er bedre til at vedligeholde deres krop og de er yngre i længere tid," fortæller Price.

Ribosomer bruger 10-20 procent af cellens totale energi til at bygge alle de nødvendige proteiner for at cellen kan fungere. Derfor er det upraktisk at et ribosom skrottes når det begynder at få funktionsfejl. Men regelmæssig reparation af enkelte dele af ribosomerne giver dem mulighed for at fortsætte med at producere proteiner af høj kvalitet i længere tid end de ellers ville. Denne produktion sikrer at celler og hele kroppen fungerer godt.

Price afvarer dog mod at tro, at man forbliver evigt ung ved at tælle kalorier. Begrænsning af kalorier er ikke blevet testet på mennesker som en anti-aging strategi, så det vigtigste budskab er at forstå vigtigheden af ​​at tage sig af vores kroppe.

"Fødevarer er ikke kun noget, der skal forbrændes - det er et signal, der fortæller vores krop og celler, hvordan de skal reagere," siger Price. 

"Dette handler om mekanismerne ved aldring og kan hjælpe os til at tage mere kvalificerede beslutninger om, hvad vi spiser."