Skip to main content
logo for klog kost
Hvidløg indeholder rigtig mange svovlforbindelser og antioxidanter, der gør den til en af de sundeste planter - hvis man altså spiser dem rå og i rigelige mængder.

10 sunde grunde til at spise hvidløg

{snippet pagead}

6. Slidgigt

I 2010 fremlagde forskere ved Kings College i London og University of East Anglia resultater, der viste,, at kvinder, som spiser en kost med et højt indhold af allium-familien - som hvidløg, løg og porrer - sjældent har slidgigt i hoften.

Undersøgelsen er baseret på undersøgelser af mere end 1.000 raske kvindelige tvillinger, hvoraf mange ingen symptomer havde på slidgigt.

Forskerne foretog en detaljeret vurdering af tvillingernes kostvaner og analyserede sideløbende røntgenbilleder, der viste omfanget af tidlig slidgigt i deltagernes hofter, knæ og ryg.

Forskerne mener, at en forbindelse kaldet diallyl disulfid begrænser mængden af brusk-ødelæggende enzymer.

7. Antibakterielt

Der kan være en god ide i at smøre bøfferne grundigt ind i hvidløg før de smides på grillen.

Forskere ved Washington State University konstaterede i 2012 at hvidløgsstoffet diallyl sulfid var 100 gange mere effektivt end antibiotikaerne erythromycin og ciprofloxacin, samtidig med at det slog til på en brøkdel af tiden.

Opdagelsen åbner døren til nye behandlinger af råt og forarbejdet kød og overflader, der bruges til madlavning og hvor, der risikerer at være cambylobacter-bakterier, som er en af de mest almindelige årsager til tarmsygdom.

I forsøg konstaterede forskerne, at forbindelsen let kunne gennemtrænge en biofilm, som beskytter bakterierne, og gå i ledtog med et svovlholdigt enzym for derefter at ændre enzymets funktion for effektivt at dræbe bakteriecellerne.

8. Prostatakræft

En undersøgelse fra University of Pittsburgh Cancer Institute viste i 2011 at svovlforbindelsen diallyl trisulfide (DATS) fra hvidløg kunne blokere et protein, der er skyld i at kræftceller i prostata ikke dør.

En gennemgang af tidligere undersøgelser viste i 2013, at især hvidløg, men også andre løgplanter havde en positiv effekt på risikoen for prostatakræft.

Genngangen af de ni seriøse undersøgelser viste at hvidløg reducerede risikoen for prostatakræft med op til 23 procent.

Forskerne fra China-Japan Friendship Hospital i Beijing, Kina, anbefalede dog at der blev lavet flere og mere veldesignede undersøgelser for at bekræfte deres resultater.

9. Graviditet

Hvidløg blev i en undersøgelse fra den norske sundhedsstyrelse i 2013 fremhævet som et middel, der var forbundet med en lavere risiko for tidlig fødsel.

Det skete på baggrund af en undersøgelse af næsten 19.000 mødre, hvoraf 5 procent havde født for tidligt.

Forskerne valgte at fokusere på løgplanter og tørrede frugter, der i tidligere undersøgelser havde vist en effekt. Deres undersøgelse viste at hvidløg reducerede risikoen for tidlig fødsel med gennemsnitligt 53 procent.

For tidlige fødsler skyldes ofte mikrobakterielle infektioner, som hvidløg i flere undersøgelser har vist sig effektive imod.

10. Immunsystemet

Institut for International Sundhed, Immunologi og Mikrobiologi på Københavns Universitet har i årevis forsket i hvidløg og fundet frem til, at svovlforbindelsen ajoene, der også udvikles fra allicin, kan bekæmpe bakterier, som er svære for immunsystemet at få bugt med.

Når bakterier klumper sig sammen i såkaldte biofilm – hvor de omgiver sig med en sej hinde af organiske materialer – bliver de modstandsdygtige over for antibiotika.

"Vi ved, der findes en potent kemisk forbindelse i hvidløgsplanten, som afvæbner resistente bakterier ved at lamme deres kommunikationssystem. Ajoene forhindrer specifikt bakterierne i at udskille giftstoffet rhamnolipid, som ødelægger de hvide blodlegemer i kroppen. De hvide blodlegemer er svære at undvære, fordi de er en effektiv del af immunforsvaret og både forebygger infektioner og dræber bakterier," fortæller Tim Holm Jakobsen, der har lavet sin ph.d.-afhandling om ajoene.