Kirsebærsaft kan forbedre din søvn

 

Et glas kirsebærsaft morgen og aften kan sikre op til halvanden times længere og bedre søvn.

Det viser en ny undersøgelse fra Louisiana State University, hvor forskere har testet en saft fra sure Montmorency kirsebær på en gruppe gamle med en gennemsnitsalder på 68 år.

Undersøgelsen er netop præsenteret på det årlige møde i American Society of Nutrition, som bliver afholdt i forbindelse med konferencen Experimental Biology 2014 i San Diego.

Søvnløshed er et almindeligt problem blandt ældre voksne, og er defineret som problemer med at sove i gennemsnit mere end tre nætter om ugen. Det er ikke bare irriterende, men er også knyttet til en højere forekomst af kroniske smerter, højt blodtryk, diabetes 2 og demens.

"Sovepiller kan være en mulighed for yngre søvnløse, men for ældre mennesker firedoble disse medikamenter risikoen for at falde, hvilket kan føre til ødelagte hofter og ofte tidligere død," siger en af undersøgelsens medforfattere dr. Frank L. Greenway, der er direktør for den ambulante forskningsklinik på Pennington Biomedical Research Center.

Den nye undersøgelse er baseret på test af syv ældre voksne med en gennemsnitsalder på 68 år, der led af søvnløshed. I to uger fik de hver morgen og aften ca. 225 ml syrlig kirsebærsaft. Derefter gennemgik de en to ugers udvaskningsperiode, hvor de ikke måtte drikke kirsebærsaften, hvorefter de fik en placebo-drik i to uger både morgen og aften.

Greenway og hans kolleger studerede deres søvn ved hjælp af såkaldt polysomnografi for at evaluere søvnens indtræden og varighed.

Polysomnografi måler foruden EEG også vejrtrækningsbevægelser, snorken, muskelaktivitet, benbevægelser, øjenbevægelser samt iltindhold i blodet.

Deltagerne besvarede også spørgeskemaer relateret til søvn, træthed, depression og angst.

Forskerne konstaterede at kirsebærsaften fik deltagerne til at sove mere end en time længere hver nat (i gennemsnit 84 minutter) i forhold til placebo og desuden var deres søvn bedre.

Melatonin og polyfenoler

Montmorency kirsebær er en naturlig kilde til melatonin, der er et hormon, som hjælper med at regulere søvn-cyklus. Selv om tidligere undersøgelser også har antydet, at sur kirsebærsaft kan hjælpe på søvnproblemer, ønskede Greenway og hans kolleger også at finde ud af om det skyldtes melatonin eller en anden komponent.

De mener, at de rubinrøde pigmenter i syrlige kirsebær, der er kendt som proanthocyanidiner, også spiller en rolle. Disse naturlige polyfenolforbindelser er især fremherskende i sure Montmorency kirsebær.

I undersøgelsen bidrog den sure kirsebærsaft til at øge tilgængeligheden af tryptofan, der er en essentiel aminosyre og en forløber for serotonin, som hjælper med at falde i søvn. Saften viste sig at hæmme et enzym (indoleamine 2,3 dioxygenase), der nedbryder tryptofan.

"Nedbrydning af tryptofan er en kendt indikator for søvnløshed og er også relateret til inflammation," siger en anden af undersøgelsens medforfattere Jack Losso, der er professorer på School of Nutrition and Food Science på Louisiana State University.

"Selvom mængden af tryptofan i syrlig kirsebærsaft er mindre end en normal dosis, der gives mod søvnproblemer, kan forbindelser i sure kirsebær forhindre nedbrydningen af tryptofan, så det fungerer mere effektivt," forklarer Greenway.

"Polyfenolforbindelserne kan bidrage til at forbedre tryptofans biotilgængelighed for serotonin-syntesen, hvilket kan have en positiv effekt på søvn. Stigende serotonin-niveauer hjælper også med at forbedre humøret og mindske inflammation."

Greenway mener, at det er den unikke kombination af melatonin og tryptofan i Montmorency kirsebær, der sandsynligvis hjælper mod søvnløshed. Han og hans kolleger konkluderer, at et glas syrlig kirsebærsaft om morgenen og om aftenen kan være en bedre og mere sikker måde at behandle søvnløshed.