Slank dig til en bedre søvn

Er du træt på arbejdet fordi du ikke får sovet om natten, er det på tide at tabe sig.
 

Har du søvnproblemer og vejer for meget er det især vigtigt at tabe mavefedt.

En ny undersøgelse viser nemlig at vægttab, hvad enten det skyldes kostændringer eller motion, forbedrer søvnkvaliteten hos overvægtige eller fede mennesker.

"Vi kunne konstatere, at forbedringen i søvnkvalitet var signifikant forbundet med samlet vægttab, og især tab af mavefedt," siger Kerry Stewart, der er professor i medicin ved Johns Hopkins University School of Medicine. Undersøgelsen blev præsenteret på American Heart Association Scientific Sessions i går.

Resultaterne er baseret på en seks-måneders undersøgelse, hvor forskerne rekrutterede 77 overvægtige personer med diabetes-2 eller præ-diabetes, der tilfældigt blev opdelt i to grupper.

En gruppe gik på en kur, der kombinerede ændrede madvaner med motion, mens den anden alene ændrede kosten. I alt 55 deltagere afsluttede alle faser af forsøget.  

Deltagerne udfyldte et anerkendt søvn-skema i begyndelsen og slutningen af undersøgelsen for at identificere søvnproblemer, herunder søvnapnø, træthed i dagtimerne, søvnløshed, urolig søvn, overdreven søvn eller træthed samt brug af søvnmedicin. Deres body mass index (BMI) samt mavefedt blev desuden også målt ved starten og slutningen af undersøgelsen.  

Begge grupper tabte omkring 7 kilo i gennemsnit og tabte også lige meget mavefedt, omkring 15 procent, hvilket blev målt med magnetisk resonans (MRI).  

Forskerne konstaterede at begge grupper forbedrede deres samlede søvn- score med omkring 20 procent - og at der ikke var forskel på grupperne.  

Mavefedt vigtigst at tabe

"Den vigtigste årsag til en bedre søvnkvalitet fra vores undersøgelse var en reduktion af især mavefedt, som påvirkede søvnen uanset deltagernes alder eller køn - eller om vægttabet alene skyldtes kostændrringer," siger Stewart.  

Dårlig søvn øger risikoen for hjertekar-problemer, forhøjet blodtryk og også fedme, der altså kan starte en ond cirkel, fordi fedmen også øger risikoen for søvnproblemer.

"Fedme udvikler sig, når du indtager mere energi end du bruger. Kost og fysisk aktivitet spiller en vigtig rolle i dette, men en yderligere faktor kan være utilstrækkelig søvn," siger dr Kristen Knutson, fra University of Chicago, der har gennemgået en lang række søvnstudier.

"En gennemgang af beviserne viser, at kort eller dårlig søvnkvalitet er knyttet til øget risiko for fedme fordi det de-regulerer appetitten, hvilket fører til øget energiforbrug."

Utilstrækkelig søvn påvirker udskillelse af signalhormonet ghrelin, hvilket øger appetitten, og leptin, der indikerer, at kroppen er mættet. Det kan føre til øget fødeindtagelse, der ikke skyldes øget energiforbrug.