Det er måske for sent at gå på slankekur for at påvirke barnets vægt, hvis faderen var fed op til graviditeten.

Faderens spisevaner før undfangelsen påvirker barnet

 

Fædres spisevaner før de gør en kvinde gravid kan påvirke barnets vægt - hvilket måske delvist kan forklare vores fedme-epidemi.

Det viser en ny undersøgelse fra Ohio University, der netop er blevet præsenteret på The Endocrine Society 95. årsmøde i San Francisco, hvor forskerne sandsynliggør at fædre, der spiser fedtrigt før undfangelsen, får drenge, der allerede har forøget kropsvægt, når de holder op med at amme og bliver overvægtige som voksne.

"Mange forskere har studeret effekten af moderens kost på risikoen for fedme hos deres børn. Vi fandt, at faderens kost påvirker også afkom på måder, der er nedarvet," siger undersøgelsens chefforsker dr. Felicia V. Nowak, der er lektor i molekylær endokrinologi ved Ohio University i Athen, Ohio, USA.

De nedarvede forskelle i stofskiftet hos afkom af fede fædre synes at være epigenetiske - det vil sige at børnene har arvet gener, der er blevet aktiveret af faderens store fedtforbrug.

Epigenetik handler om at miljøfaktorer kan få gener eller proteiner til at blive aktiveret eller tændt, selv om de i udgangspunktet har været slukket - populært sagt. Hvis disse ændringer også sker i kønscellerne, kan en miljøfaktor som eksempelvis fedme nedarves til barnet.

Populært sagt betyder det, at generne modificeres af interne og eksterne miljømæssige faktorer, forklarer Nowak, der baserer sine ressultater på forsøg med mus.

"Årsagen til museungernes vægtøgning kunne ikke være adfærdsmæssig fordi afkommet ikke kunne se, hvad deres fædre spiste og de havde desuden ikke mulighed for at spise en fedtrig kost," fortæller hun om baggrunden for sine konklusioner.

Rammer hovedsageligt drengebørn

Forskerne satte hanmus på en 13-ugers diæt, der enten havde et højt fedtindhold (45 procent af kalorierne kom fra fedt) eller et lavt fedtindhold (hvor 10 procent af kalorierne kom fra fedt). Begge grupper fik samme mængde kalorier. De mus, der spiste den fedtrige mad blev overvægtige. Alle mus blev derefter parret med hunner, som havde fået en fedtfattig kost.

Alle de efterfølgende museunger fik et almindeligt musefoder, som er normalt for laboratoriemus, når de var færdige med at die.

Museungerne fik målt deres kropsvægt og fedtprocent efter 20 dage, hvilket er lige efter fravænningen og svarer i alder til spædbørn eller småbørn. Deres vægt og fedtprocent blev igen målt efter 6 uger, hvilket svarer omtrent til menneskets teenage-alder. De blev igen målt i seks måneders alderen, hvilket svarer til et yngre voksent menneske. Endelig blev musene målt efter 12 måneder, hvilket svarer til et ældre voksent menneske.

Sammenlignet med mus undfanget af normalvægtige hanmus havde museunger af hankøn undfanget af de fede hanmus en højere kropsvægt ved 6 ugers alderen, og den øgede kropsvægt fortsatte ind i voksenalderen - altså ved 6 og 12 måneder, viser resultaterne.

Desuden var de fede hanmus afkom en højere fedtprocent efter 6 måneder end afkommet efter de slanke hanmus. Der var dog ingen observerede forskelle i mængden af brunt fedt, det kalorie-forbrændende fedt, som både gnavere og mennesker har.

Forskerne blev overraskede over at hanmus, hvis fædre var fede, havde et større motionsbehov og frivilligt løb mere rundt i  6 ugers-alderen. Hunmus født af fede fædre løb til gengæld frivilligt mere rundt efter 6 måneder og 12 måneder, fortæller Nowak.

Forskerne forsøger nu at finde årsagen til denne adfærd, der kan være et forsøg på at opveje den høje fedtprocent reducere risikoen for metabolisk sygdomme som diabetes og hjertesygdomme.

"Et stigende antal børn og unge er ramt af fedme. Det er afgørende, at vi identificerer markører, som tidligt kan påvise og forudsige fedme og diabetes. Det vil gøre det muligt for den enkelte at træffe sunde livsstilsvalg og modtage målrettet behandling, der kan forsinke eller forhindre de relaterede handicap og øge den forventede levetid."