Folinsyre kan beskytte mod medfødte hjertefejl

Fødevarer beriget med folinsyre kan reducere risikoen for medfødte hjertefejl.

 

Det viser en ny undersøgelse fra University of British Columbia i Vancouver, Canada, hvor man siden 1998 har beriget mel med folinsyre for at undgå neuralrørs-defekter hos nyfødte.

Folinsyre, der er den syntetiske version af folat, er et B-vitamin, som er afgørende for mange biologiske funktioner, men mange mennesker lider af et underskud på grund af forkert kost.

I Danmark er de vigtigste kilder til folat brød, frugt og grøntsager samt mælk og ost.

Folat holder sig dog dårligt, når det udsættes for vand, sollys og varme.

"Vores undersøgelse undersøgte effekten af folinsyreberigede fødevarer på hver undertype af medfødt hjertesygdom baseret på de canadiske erfaringer før og efter berigelse af fødevarer blev gjort obligatorisk i 1998," siger dr. K.S. Josef, der er professor ved Institut for Obstetrik og Gynækologi ved University of British Columbia i Vancouver samt hovedforfatter på undersøgelsen, som er offentliggjort i tidsskriftet Circulation.

Omkring 500 børn i Danmark fødes hvert år med medfødte hjertefejl. Både arv og kromosomfejl kan resultere i hjertefejlene, men i mange tilfælde er årsagen uvis. Men en del af forklaringen kan ifølge den nye undersøgelse være mangel på folat i kosten.

Efter at have taget højde for moderens alder, tvillingefødsler, graviditetskomplikationer, fosterdiagnostik og abort fandt forskerne i en analyse af data fra næsten 6 millioner canadiske fødsler fra 1990-2011, at folinsyreberigede fødevarer var forbundet med en 11 procents reduktion af medfødte hjertefejl.

De fandt også, at de gavnlige virkninger af folinsyre var tydelige i nogle undertyper af medfødte hjertefejl, men ikke andre. Det gjaldt blandt andet:

  • en 27 procents reduktion i konotrunkale defekterer, der er misdannelser på et eller flere store blodkar ud fra hjertet;
  • en 23 procents reduktion af coarctatio aortae, der er en indsnævring af den store arterie (aorta), der fører blod til legemet;
  • en 15 procents reduktion i atrial og ventrikulær septumdefekter, der er huller i væggen, som adskiller hjertekamrene; 

De observerede imidlertid ingen ændringer i forhold til kromosomalt associerede defekter - abnormiteter i antallet af barnets kromosomer.

Canada og USA besluttede fra 1998 at tilføje folinsyre til alle typer mel, pasta og majsmel, primært for at forhindre neuralrørsdefekter.

Folinsyre er især vigtigt for hurtig celledeling og vækst, for eksempel når der dannes blod og under graviditet, hvor fosteret vokser hurtigt. Folat-mangel kan resultere i flere forskellige komplikationer - den vigtigste af disse er neuralrørsdefekter (såsom spina bifida, en abnormitet af rygsøjlen og rygmarv) hos babyer og anæmi, hvor de røde blodlegemer er for få og fungerer for dårligt til at transportere tilstrækkelig ilt.

 

Joseph anbefaler, at kvinder, der ønsker at blive gravide, bør begynde at tage kosttilskud med folinsyre før de bliver gravide, da de ikke nødvendigvis får tilstrækkelig folat fra kosten alene.