En god middag kan fremme samarbejdet. Det meste mad indeholder aminosyren tryptofan, der sætter gang i serotonin, der påvirker vores tillidsfuldhed.

Aminosyre i maden øger vores tillid til andre

 

Der er en god grund til at erhvervsfolk inviterer hinanden på frokost eller middag, når de skal aftale et samarbejde eller forhandle en kontrakt.

Folks tillid til andre bliver nemlig større efter at have spist mad, der indeholder aminosyren tryptofan, der findes i det meste mad, men mest i bl.a. æg, ost, fisk, spinat og soja.

Tryptofan stimulerer produktionen af serotonin, der er en neurotransmitter, som er kendt for at spille en rolle for gensidigt samarbejde.

Det er baggrunden for en ny undersøgelse fra universiteterne i Leiden og Münster, der har undersøgt om årsagen til det bedre samarbejde bundede i større tillid.

"Gensidig tillid er en vigtig forudsætning for samarbejde. Samfundet fungerer i første omgang på grundlag af gensidig tillid . Derefter træder institutioner som domstolene og politiet ind," poinerer chefforsker og psykolog Lorenza Colzato, der har fået offentliggjort undersøgelsen i Psychological Science.

For at afgøre virkningen af tryptofan, gav forskerne en gruppe testpersoner appelsinsaft med tilsat tryptofan, mens en anden gruppe fik en placebodrik. Efterfølgende blev testpersonerne sat til at spille et tillidsspil - en opgave, der ofte bruges til at måle, hvor meget testpersoner stoler på hinanden.

Tillidsspil

En testperson fik 5 euro og kunne frit beslutte, hvor mange af disse penge han ville give til en administrator i hver runde af spillet. Testpersonen ville derefter modtage ekstra penge, men kun hvis administratoren gav ham penge nok til gengæld. Overførslen til administrator fra testpersonen fungerede som en indikator for gensidig tillid.

Testpersonerne gav betydeligt flere penge til den anden person, når de havde fået tryptofan, sammenlignet med personer, der havde fået en neutral placebo.

"Disse resultater understøtter ideen om at vi er, hvad vi spiser - den mad, man spiser har indflydelse på ens sindstilstand. Mad fungerer som en kognitiv forstærker, der modulerer den måde, man tænker og opfatter den fysiske og sociale verden. Navnlig kan indtagelsen af tryptofan fremme interpersonel tillid på en billig, effektiv og velfungerende måde," siger Colazto.

Men skal man have andre til at nære større tillid til en, så skal man altså overveje hvad man serverer. Og det kan da godt være at nogle erhvervsfolk ville blive mindre venligt stemt, hvis de i stedet for en god bøf fik serveret en sojaburger, selv om den har et meget højere indhold af tryptofan.