50-årige lider også af spiseforstyrrelser

Også kvinder over 50 år kan lide af bulimi eller andre spiseforstyrrelser.Desperate forsøg på at tabe sig hører ikke kun teenageårene til. Også mange kvinder over 50 år lider af spiseforstyrrelser og vrangforestillinger om deres krop.

Overspisning, faste, udrensningskure, ekstreme motionsprogrammer og fanatiske slankekure hører man ofte om blandt helt unge kvinder, som slås med et dårligt selvbillede og ringe selvtillid.

Men nu viser en ny undersøgelse præsenteret i International Journal of Eating Disorders, at midaldrende kvinder kan have præcis det samme at slås med som deres meget yngre medsøstre.

- Overraskende nok er tingene ligeså slemme i denne aldersklasse, som de er i de yngre år. Hele 8 pct. havde været på fastekur indenfor de seneste fem år, siger forsker Cynthia M. Bulik, der er direktør for University of North Carolina Eating Disorders Program.

Mange kvinder trøster sig selv og hinanden med, at alderen i det mindste giver et lidt mere afslappet forhold til udseendet. Men det kan man åbenbart ikke engang regne med.

I undersøgelsen deltog 1.900 kvinder, og 62 pct. af dem sagde, at deres vægt og kropsform påvirkede deres liv på en negativ måde, hvilket Cynthia M.Bulik finder virkelig trist.

Livslangt problem

3,5 pct. af undersøgelsens deltagende kvinder over 50 år fortalte, at de havde overspist indenfor den seneste måned, hvilket svarer til det tal, man finder hos de unge kvinder.

Forskerne mener, at denne undersøgelse er særlig væsentlig, fordi den er med til at dokumentere, at spiseforstyrrelser og overdreven fokus på vægt og krop er et livslangt problem for mange kvinder. Dette er også tidligere vist i andre undersøgelser.

Men forskerne efterlyser yderligere forskning i forsøg på at forstå baggrunden for spiseforstyrrelser blandt ældre kvinder, som har særlige behov for at udvikle og beholde et sundt kropsbillede og en sund tilgang til vægtkontrol.

I Danmark antager Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser (LMS) at omkring 75.000 lider under problemet. Heraf formodes mindst halvdelen at være voksne, der ifølge Mette Fløjborg, rådgivnings-koordinator i LMS, ofte også led af sygdommen som unge.

Ofte er de kommet over dem, indtil spiseforstyrrelsen pludselig er kommet tilbage, udløst af nogle begivenheder i voksenlivet, for eksempel skilsmisser, barnløshed eller andre traumatiske oplevelser, fortalte hun for nogle år siden til Søndagsavisen.

Førstegangs forstyrrelse

For en del kvinder er spiseforstyrrelser mere eller mindre en livslang tilstand. Men mange kvinder i 50’erne kæmper med spiseforstyrrelser for første gang i deres liv, og det hænger sammen med samfundets normer.

 

– Vi føler, vi skal kæmpe for at vores kroppe ser 20 år yngre ud end de egentlig er, og det er et enormt pres. Disse kvinder ser, hvad der sker med dem selv og deres kroppe i forhold til idealerne, og de begynder på virkelig usunde måder at kontrollere vægten på, siger Cynthia M. Bulik.

Gennemsnitsalderen i undersøgelsen var 59 år. Omkring en tredjedel af kvinderne fortalte, at de i hvert fald halvdelen af tiden indenfor de seneste fem år havde været på slankekur.

Blandt de andre metoder til vægtkontrol, som kvinderne brugte var:

  • Diætpiller (7.5 pct.)
  • Ekstrem motion (7pct.)
  • Vanddrivende medicin (2.5 pct.)
  • Afføringsmidler (2 pct.)
  • Opkastninger (1 pct.)

Baseret på de deltagende kvinders BMI var 1,6 pct. undervægtige, hvilket kunne tyde på anorexi.

Hårdt for ældre kroppe

Det er muligt, at spiseforstyrrelser er særligt hårdt for modne kroppe. I sig selv kan de fysiske op- og nedture være hårde, men en ældre krop har mindre modstandskraft og er derfor mere udsat for de store udsving.

Og derudover er det et problem, at mange læger overser symptomer på spiseforstyrrelser hos modne kvinder, f.eks. fordi det er naturligt for en kvinde over 50 år at springe en menstruation over – og lægen derfor ikke ser et evt. symptom på anorexi.

Forskerne mener, at vi skal gøre op med det stereotype syn på, hvem der kan få en spiseforstyrrelse.