Kanel kan blive kuren mod Parkinsons

Kanel kan blive fremtidens kur mod Parkinsons sygdom, som blandt andre skuespilleren Michael J. Fox lider af.

 

Neurologiske forskere ved Rush University Medical Center har opdaget, at det almindelige krydderi kanel kan modvirke de biomekaniske, cellulære og anatomiske forandringer, der sker i hjernen på mus med Parkinsons sygdom.

Parkinsons sygdom er en langsomt fremadskridende sygdom, der påvirker et lille område af celler i midten af hjernen kaldet substantia nigra. Gradvis degeneration af disse celler medfører en reduktion af den afgørende kemiske neurotransmitter dopamin.

Faldet i dopamin resulterer i en eller flere af de klassiske tegn på Parkinsons sygdom: rysten i den ene side af kroppen, generalt langsomme bevægelser, stivhed i lemmer og gang- eller balanceproblemer. Årsagen til sygdommen er ukendt. Både miljømæssige og genetiske årsager til sygdommen antages at spille en rolle.

Behandlingen af Parkinsons sker med medicin, der erstatter eller forbedrer virkningen af dopamin, men det er alene symptom-behandling - sygdommens udvikling bliver ikke bremset. Derfor investeres store summer i udviklingen af medicin, der kan stoppe sygdommens udvikling. Blandt andet har Michael J. Fox oprettet en kæmpefond, der bruger millioner af dollars på ny forskning i sygdommen.

Men måske kan kanel vise sig at være et billigt middel mod sygdommen.

"Det er vigtigt at udvikle effektive lægemidler, der beskytter hjernen og stopper udviklingen af Parkinsons for at forstå, hvordan sygdommen virker," siger Pahan.

"Kanel har været anvendt som et krydderi i hele verden i århundreder," siger dr. Kalipada Pahan, der er professor i neurologi ved Rush og chefforsker på undersøgelsen, som er offentliggjort i Journal of Neuroimmune Pharmacology.

"Det kan potentielt være en af de sikreste metoder til at standse sygdomsudviklingen hos patienter med Parkinsons sygdom."

Bremser nedbrydning af proteiner

"Kanel metaboliseres i leveren til natriumbenzoat, som er et godkendt lægemiddel anvendt i behandlingen af metaboliske defekter forbundet med hyperammoniæmi (for højt indhold af ammoniak i blodet)," siger Pahan. Det er også almindeligt anvendt som konserveringsmiddel på grund af dets desinficerende effekt og har E-nummer E-211.

Kinesisk kanel (Cinnamomum cassia) og det originale Ceylon kanel (Cinnamomum verum) er to af de mest almindelige typer kanel.

"Selv om begge typer kanel metaboliseres til natriumbenzoat har vi ved hjælp af massespektrometrisk analyse set, at Ceylon kanel er meget mere ren end kinesisk kanel, da sidstnævnte indeholder cumarin, der er et hepatotoksisk (giftigt for leveren) molekyle," siger Pahan.

Undersøgelsen er baseret på museforsøg, der viste at fodring med stødt kanel metaboliseres til natriumbenzoat, som derefter kommer ind i hjernen og stopper tabet af to proteiner, der har vist sig vigtige i forbindelse med Parkinsons sygdom, Parkin og DJ-1.

Kanelet syntes også at beskytte neuroner, normalisere neurotransmitter niveauerne og forbedre de motoriske funktioner hos musene, der var udviklede til at have Parkinsons sygdom.

"Det er kendt, at nogle vigtige proteiner som Parkin og DJ-1 mindskes i hjernen hos Parkinsons-patienter."

"Nu er vi nødt til at teste stødt kanel på patienter med Parkinsons. Hvis disse resultater kan gentages med Parkinsons-patienter, vil det være et bemærkelsesværdig fremskridt i behandlingen af denne ødelæggende neurodegenerative sygdom," siger Dr. Pahan.