Resveratrol forværrer sklerose

Resveratrol er mest kendt som ingrediensen, der gør rødvin sund for hjertet, men som kosttilskud kan det tilsyneladende forværre multipel sklerose.
 

Personer med multipel sklerose (MS) bør ifølge en ny undersøgelse holde sig fra resveratrol-tilskud.

Undersøgelsen fra Louisiana State University, der netop er offentliggjort i The American Journal of Pathology, viser at tilskud med antioxidanten forværrer MS-lignende neuropatologi og inflammation i museforsøg, der samtidig viste at stoffet ikke havde nogen neurobeskyttende effekter.

Resveratrol har i årtier været opfattet som den bestanddel i mørke vindruer, der gjorde vin sund for hjertet.

Det er et naturligt forekommende polyfenol, der findes i røde druers skind, rødvin og jordnødder og det menes at have anti-inflammatoriske og antioxidante egenskaber.

Nogle undersøgelser har dog sat spørgsmålstegn ved om resveratrol er det mirakel-stof, som andre har antydet.

"Resveratrol kan have skadelige virkninger på nogle sygdomstilstande og sklerose-patienter bør ikke tage det som kosttilskud før vi har lavet yderligere undersøgelser," siger dr. Ikuo Tsunoda, der er adjunkt ved Institut for Mikrobiologi og Immunologi ved Center for Molekylær & Tumor Virologi.

Forskerne testede resveratrol hos autoimmune og virale versioner af MS i mus. I første omgang påførte de mus en hjernebetændelse, der minder om MS og andre nervebetændelser.

Efter 12 dage med resveratrol-tilskud udviste alle musene kliniske tegn som hale- og bagbenslammelse - og symptomerne forværredes og toppede efter 3 uger.

Efter 5 uger havde gruppen af kontrolmus, der ikke fik resveratrol helt eller delvist genvundet førligheden, mens mus på resveratrol-tilskud fortsat havde alvorlige tegn på lammelser.

Neuropatologiske test af rygmarven viste også at beskyttelsen af neuroner var lavere, ligesom tegn på meningitis og betændelse var højere for mus fodret med resveratrol.

Der var til gengæld ingen tegn på, at resveratrol undertrykte autoimmune reaktioner, hvilket fik forskerne til at konkludere, at resveratrol ikke havde nogen anti-inflammatoriske egenskaber.

Og de fandt heller ingen dokumentation for at resveratrol havde nogen anti-virale egenskaber.

I hvor høj grad resveratrol forværrede demyelination og inflammation overraskede forskerholdet.

"Vores resultater viser, at der man bør være forsigtig med at bruge resveratrol i forbindelse med inflammatoriske demyeliniserende sygdomme, herunder MS," siger Dr. Tsunoda .