Gravides vitamin-mangel øger barnets risiko for sklerose

Om vinteren er der for lidt sol til at vi får D-vitamin nok. Rejs sydpå eller husk at spise fisk, der er fyldt med D-vitaminer.
 

Risikoen for at udvikle multipel sklerose (MS) er højest i april måned, og lavest i oktober/november.

Det viser resultaterne af en række undersøgelser, der omfatter befolkninger bosiddende mindst 52 grader nord eller syd for ækvator, og som stærkt indikerer at D-vitamin er afgørende for graviditeten.

D-vitamin kommer hovedsageligt fra sollys, men de ultraviolette stråler på den korrekte bølgelængde (290-315 nm) er for lave i perioden mellem oktober og marts til at indbyggere i nordlige og sydlige egne får tilstrækkeligt.

Det er derfor vigtigt at spise fisk, der også indeholder D-vitamin, i vintermånederne for at opretholde et tilstrækkeligt indhold af D-vitamin i blodet.

Stærkt invaliderende

Multipel sklerose er en nerve- og betændelsessygdom, der rammer i såkaldte attaker på mere eller mindre tilfældige tidspunkter, som lammer patienten. Nogle slipper billigere end andre, men i værste fald bliver attakerne værre og ender med at blive stærkt invaliderende.

Forskere sammenlignede tidligere offentliggjorte data på næsten 152.000 mennesker med MS med forventede fødselstal for sygdommen i forsøg på at finde ud af, om der var nogen forbindelse mellem fødeland og risiko for at udvikle dissemineret sklerose.

Analysen viste en signifikant øget risiko på 5% blandt børn født i april sammenlignet med, hvad man kunne forvente. Tilsvarende er risikoen for MS 5 til 7% lavere blandt børn født mellem oktober og november.

"Ved at kombinere eksisterende data for fødselsmåned og risikoen for MS, giver denne undersøgelse solide beviser for at fødselsmåneden har afgørende betydning.

Og samtidig understreger den tidligere undersøgelser, der har antaget at man kunne forhindre MS ved at supllere med D-vitamin," skriver forskerne, der har offentliggjort deres resultater i Journal of Neurology Neurosurgery and Psychiatry.

Rammer også den gravide

En anden undersøgelse, der også netop er udgivet, viser dog at det ikke har nogen betydning for barnet, hvis moderen har et lavt D-vitamin niveau i starten af graviditeten. Til gengæld er moderens risiko for at udvikle sygdommen efter fødslen dobbelt så stor.

"Da vi ikke fandt nogen beskyttende effekt på barnet fra gravide kvinder med højere niveauer af D-vitamin i den tidlige graviditet,  tyder vores undersøgelse på at den beskyttende virkning først starter senere i graviditeten," siger  dr. Jonatan Salzer fra Umeå Universitetshospital i Sverige.

"Et andet interessant resultat i vores undersøgelse var, at D-vitamin niveauerne blev gradvist lavere fra 1975 og frem. Det er muligt, at dette fald i D-vitamin-status er knyttet til det stigende antal MS tilfælde på verdensplan."