Broccoli og blomkål indeholder stoffer, der tilsyneladende nulstiller metaboliske processer, som forårsager både kræft og diabetes 2.

Derfor er broccoli effektiv mod kræft

 

Broccoli og blomkål har i mange år været anbefalet for deres kræftbekæmpende effekt, men hvorfor har ikke stået helt klart - men nu har engelske forskere fundet en del af forklaringen.

Forskerne har i flere år antaget at de korsblomstrede grøntsagers høje indhold af stoffet glucoraphanin er årsag til de sunde effekter.

Og nu har forskere fra det britiske Institute of Food Research (IFR) fundet de første beviser på hvordan glucoraphanin påvirker vores stofskifte og andre metaboliske processer i vores krop.

I et 12 uger langt kostforsøg undersøgte de effekten af glucosinolater på metabolisme ved tilfældigt at opdele deltagere i tre grupper, der hhv. fik 1. Beneforté-broccoli, der har et ekstra højt indhold af glucoraphanin, 2. almindelig broccoli eller 3. ærter.

Ved at analysere biomarkører, der viser tegn på hjertekar-sygdomme og 347 plasmametabolitter opdagede de, at det høje indhold af glucoraphanin i Beneforté-broccolien ændrede stofskiftet på en måde, der kan påvirke cellulære processer i forbindelse med aldring og risikoen for kroniske sygdomme.

"Vi mener, at denne undersøgelse er en vigtig og original indsigt i, hvordan korsblomstrede grøntsager kan reducere risikoen for kræft," siger forskerholdet anført af Richard Mithen fra IFR.

Nulstiller stofskiftet

Mithen og hans kolleger mener, at et stigende niveau af mitokondriel dysfunktion forårsaget af cellulær aldring fører til metaboliske forstyrrelser, som kroppen forsøger at rette op på for at opretholde den optimale balance mellem energiproduktion og syntese af fedtsyrer og andre metabolitter.

"Arten af disse ændringer afhænger af det enkelte individs kost, fysiske aktivitet og genotype," påpeger forskerne.

Tilsyneladende nulstiller en kost rig på korsblomstrede grøntsager vores stofskifte ved at afbalancere processer, der er ansvarlige for nedbrydningen af kulhydrater og fedt og dermed genopretter metabolisk homeostase - balance.

"På denne måde kan korsblomstrede grøntsager reducere risikoen for mange kroniske sygdomme forbundet med aldring," siger forskerne, der konkluderede, at det er den bioaktive forbindelse sulforaphane - der er afledt af glucoraphanin - som påvirker metabolismen.

De skriver i deres artikel i American Journal of Clinical Nutrition, at sulforaphane formentlig tænder 'antioxidante' gener, der hjælper med at 'nulstille' stofskiftet, og dermed reducerer indholdet af fedtsyrer og andre inflammations-relaterede lipider i blodet.