Skip to main content
logo for klog kost

Brystkræft - hold dig fra den fede ost og flødeisen

{module Google Artikel Billedtop}
 

Hold dig fra fed ost, smør og flødeis, hvis du har haft brystkræft.

En undersøgelse af 1.893 kvinder, der havde overlevet brystkræft, har påvist, at selv et lille dagligt indtag af fede mælkevarer øger risikoen for at dø af kræften. Det viste sig nemlig, at selv en enkelt portion af f.eks. fed ost giver en øget risiko på 49 pct. i forhold til kvinder, der enten slet ikke eller sjældent spiste fedtholdige mælkevarer.

Brystkræftoverleverne, som i undersøgelsen spiste allermest af de fede mælkeprodukter, havde omkring 12 pct.’s risiko for at dø af sygdommen.

Forskerne erkender, at forskellen på de to grupper kvinders risiko måske er begrænset. Men da det er en forholdsvis overskuelig livsstilsændring, mener de, at kvinder, som har overlevet brystkræft, bør overveje det. Næringsindholdet i de fede mælkevarer kan let erstattes af andre fødevarer.

Hold dig fra mælkefedt

Undersøgelsen, der er offentliggjort i Journal of the National Cancer Institute, er bemærkelsesværdig, fordi en række tidligere undersøgelser siden 1980’erne har forsket i sammenhængen mellem dagligt indtag af mælk, ost og flødeis med brystkræft.

De tidligere resultater har nemlig været uklare: Nogle undersøgelser viste, at kvinder, som spiste mange mælkevarer, havde større risiko for at få brystkræft, andre viste det modsatte.

Denne seneste undersøgelse er den første, der specifikt har set på påvirkningen ved fedtholdige mod fedtfattige mælkevarer.

Generelt gjorde indtag af mælkevarer ingen forskel for de brystkræftbehandlede kvinder. Men indtag af fedtholdige oste og f.eks. fløde gjorde. Hvis kvinderne spiste mere end en daglig portion af de fede varer, havde de 64 pct. større risiko for at dø også af andre årsager, herunder forventeligt nok hjertesygdomme, som jo er forbundet med en fedtholdig kost.

Den øgede cancerrisiko var mere overraskende for forskerne, da man hidtil har haft en tro på, at D-vitamin og kalk kunne beskytte mod cancer.

Østrogen i mælkefedt

Forskerne gætter på, at det måske er østrogenet i mælken, der giver den øgede risiko. Disse hormoner, som øger brystkræftrisikoen, findes i mælkefedt.

Endnu en grund til at have mistanke til østrogenet frem for fedtet i sig selv var, at det ikke øgede risikoen, at kvinder spiste andre former for mættet fedt. Det tyder på, at fedtindtag i sig selv ikke er relateret til brystkræftdødeligheden. Hvis du spiser nødder, chokolade, kokos og vegetabilske fedtstoffer, er der ikke en øget risiko.

En undersøgelse fra 2012 påviste, at sødmælk havde en negativ påvirkning af overlevelsen blandt mænd med prostatacancer mens fedtfattig mælk viste sig at øge overlevelsen.