Te-plante effektiv mod brystkræftceller

Ekstrakt af Fagonia Cretica har i laboratoriefosøg vist sig effektiv til at dræbe brystkræftceller.
 

En plante, der er almindeligt brugt i urtete i Pakistan, har ifølge en ny engelsk undersøgelse vist sig at være effektiv til at bekæmpe brystkræft.

Forskere på Aston University og Russells Hall Hospital har konstateret, at et udtræk af planten Fagonia cretica, der er kendt som Virgon s Mantlem, i laboratorieforsøg har vist sig at kunne dræbe kræftceller.

Planteekstrakten har traditionelt været brugt til behandling af kvinder med brystkræft i landdistrikterne i Pakistan, men indtil nu er denne behandling bare blevet betragtet som et gammelt husråd.

Imidlertid har patienter i Pakistan, der har taget planteekstraktet, rapporteret, at det ikke synes at medføre nogen af de alvorlige almindelige bivirkninger, der er forbundet med normale kræftbehandlinger, som tab af hår, fald i blodtal eller diarré.

Planten findes i tørre, ørkenregioner i Pakistan, Indien, Afrika og dele af Europa.

Nu har forskere ved Aston University i Birmingham og Russells Hall Hospital i Dudley gennemført tests af planteekstraktet og bevist, at det dræber kræftceller uden at beskadige normale brystceller under laboratorieforhold.

- Vore resultater viser for første gang, at et flydende ekstrakt af Fagonia cretica kan forårsage celledød (apoptose) ved hjælp af proteinet  p53, der skaber DNA-skader på kræftcellerne.

Forsøg med kræftpatienter

Professor Helen Griffiths og professor Amutul R Carmichael der stod for undersøgelsen, som er offentliggjort i tidsskriftet PLoS One, vil nu identificere, hvilke indholdsstoffer i planten, der kan dræbe kræftcellerne for senere at begynde forsøg med kræftpatienter.

- Mere forskning er nødvendig for at fastslå hvilken rolle, planteekstrakten har i kræftbehandlingen, og påvise, at det er så effektiv til at dræbe kræftceller i kroppen, som det er i laboratoriet, siger professor Helen Griffith fra Aston University.

Dr. Caitlin Palframan fra den engelske brystkræftforening Breakthrough Breast Cancer siger:

- Nogle af de vigtigste kræft-bekæmpelse lægemidler stammer oprindeligt fra planter. Da denne forskning er i den allertidligste fase vil der gå temmelig lang tid før vi kan vide om medicin fra denne plante vil være effektiv til behandling af brystkræft, men vi ser frem til at se nogen fremskridt.