Maden kan bremse kræftspredning

Curcumin er et stof i gurkemeje, der ofte forbindes med helbredsvirkende effekter. Tilsyneladende kan det tænde for gener, der bremser spredningen af kræft.Mere end 40 plante-baserede forbindelser kan tænde gener, der bremser spredningen af kræft, der oftest er årsagen til den høje dødelighed som følge af sygdommen.

Gary Meadows, der er professor på Washington State University  og prodekan på det Farmakologiske fakultet, siger, at han er opmuntret af sine resultater, fordi kost, næringsstoffer og plante-baserede kemikalier synes at åbne mange muligheder for angreb på kræften.

- Vi er altid på udkig efter en tryllestav, siger han.

- Der er masser af muligheder i hvad vi spiser og forbinder med vores livsstil. Vi skal bare drage fordel af dem og sikre at de kan arbejde sammen.

Meadows startede undersøgelsen, som for nylig blev offentliggjort online i tidsskriftet Cancer and Metastasis Reviews, med et simpelt logisk spørgsmål:

Størstedelen af forskningen fokuserer på forebyggelse af kræft eller behandling af den oprindelige kræftknude, men det er som regel kræft, der har spredt sig til nærliggende organer, som dræber ofrene. Så i stedet for at angribe tumoren var det måske bedre at kontrollere dens spredning eller metastaser.

Overset i tidligere forskningsartikler

Han fokuserede især på gener, der undertrykker metastase. I sin jagt efter forskning om næringsstoffer og metastase-undertrykkende gener i PubMeds forskningsdatabase blev han ført ud ad mange labyrintiske vildveje, da det sjældent er hovedformålet for forskerne. Det er måske kun repræsenteret i forskningsartiklerne som en eftertanke hos forskerne, der finder generne.  

- Folk har for det meste ikke anført i deres målsætning, at de ville studere metastase-undertrykkende gener, siger Meadows.

- Det var bare et gen, der var blandt mange andre gener, som de havde set på i deres undersøgelse.

Men Meadows gennemgik undersøgelserne og tjekkede om metastase-undertrykkende gener var blevet tændt eller slukket, selvom de oprindelige forskere ikke havde taget større notits af det. I sidste ende kunne han dokumentere, at dusinvis af stoffer påvirker metastase-undertrykkende gener for talrige kræftformer.

Han fandt stoffer som aminosyrer, vitamin D, ethanol, ginseng ekstrakt, tomat carotenoid lycopen, gurkemeje-stoffet curcumin, granatæble juice, fiskeolie og andre stoffer, der påvirker genekspression for brystkræft, tyktarmkræft, prostatakræft, hudkræft, lungekræft og andre kræftformer.

Tænder gener, der kan bremse kræft

Typisk fungerer disse stoffer epigenetisk, hvilket vil sige at de kunne tænde og slukke metastase-undertrykkende gener.

- Så disse epigenetiske mekanismer påvirkes af, hvad du spiser, siger han.

- Det kan også være relateret til hvordan metastase undertrykkende gener bliver reguleret. Det er et meget nyt forskningsområde, der stort set ikke har været særligt godt forsket i i forhold til kost og ernæring.

Meadows siger, at hans undersøgelse bekræfter to ting for ham.

For det første har han en større forståelse af den rolle, naturlige forbindelser har i at hjælpe vores kroppe med at bremse eller standse spredningen af kræft. Antallet af undersøgelser, der tilfældigt har opdaget en forbindelse mellem  næringsstoffer og metastase undertrykkende gener antyder et behov for mere bevidst forskning i generne.

- Og mange af disse virkninger er der ikke blevet fulgt op på, siger han.

- Der er sandsynligvis flere forbindelser derude, flere bestanddele, som forskerne ikke engang har evalueret endnu.

Meadows mener også at disse undersøgelser spiller en vigtig rolle i overgangen fra kun at forebygge kræft til at leve med det og holde det fra at sprede sig.

- Vi har fokuseret på selve kræften i lang tid, siger han.

- Først for nylig er vi begyndt at fokusere på kræftens miljø. Og miljø, hele din krop som et miljø, er virkelig vigtigt for om kræften vil sprede sig.