Skip to main content
logo for klog kost

Mælk øger kvinders risiko for kræft

{module Google Artikel Billedtop}
To glas mælk om dagen øger kvinders risiko for æggestokkræft.
 

Kvinder der drikker over en halv liter mælk eller surmælksprodukter dagligt fordobler deres risiko for at få æggestokkekræft.

Det viser en ny undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning af 2118 danske kvinder i alderen 35-79 år, som deltog i en undersøgelse tilbage i 1990erne. Undersøgelsen tager således udgangspunkt i et tidspunkt, hvor man ikke havde de samme mælketyper som i dag. F.eks. fandtes der ikke mini-mælk dengang, så man kan antage at kvinderne drak mere sødmælk end nu.

– Vores undersøgelse viser, at indholdet af mælkesukker – lactose – er vigtigt, mens der ikke er nogen sammenhæng mellem indtaget af kalk og risikoen for æggestokkræft. Men noget af det, som forskere stadig er uenige om, er, om det har betydning, hvilken type af mælk kvinder drikker. Det kunne være interessant at undersøge, om det måske har en betydning, siger Mette Tuxen Faber, der er forsker i Kræftens Bekæmpelses Afdeling for Virus, Hormoner og Kræft.

I Danmark rammes ca. 570 kvinder årligt af æggestokkræft, som har et element af arvelighed i sig, men der er også dokumenteret en sammenhæng mellem antallet af fødsler, hormonelle faktorer og risikoen for æggestokkræft.

Vil ikke fraråde kvinder at drikke mælk

Det er tilsyneladende først ved en mængde på over en halv liter mælk, svarende til to glas, at risikoen for æggestokkræft stiger, så forskerne ønsker ikke at skræmme kvinder fra at drikke mælk, som har andre vigtige sundhedseffekter.

– Kalkindholdet i mælk er gavnligt mod knogleskørhed, og det er stadig langt sundere at drikke mælk end f.eks. saft eller andre sukkerholdige drikke. Selv kvinder, der på grund af deres genetik har forøget risiko for at udvikle æggestokkræft, vil vi ikke på det nuværende grundlag anbefale at stoppe med at drikke mælk, siger Mette Tuxen Faber.

Tidligere undersøgelser har også påvist en sammenhæng mellem mælk og æggestokkræft, men de har ikke været entydige.  Nogle undersøgelser har vist, at mælk  øger risikoen mere end den danske undersøgelse, mens andre ikke har kunnet påvise en sammenhæng.