Lavt blodsukker kan styrke immunforsvaret

Kræft og inflammation kan måske bekæmpes ved at spise færre kulhydrater og dermed reducere blodets indhold af glukose - altså sænke blodsukkeret.

 

Det antyder en ny undersøgelse fra Trinity College Dublin, hvor forskere har konstateret at immunceller bliver mere effektive til at stimulere T-lymfocytter, når de ikke har fri adgang til glukose.

T-lymfocytter er immunsystemets frontkæmpere og sættes ind mod bl.a. tumorer af dendritiske celler, der så at sige overvåger vores krop for at finde farer.

Glukoseniveauet styres af den mad, vi spiser, og er det vigtigste brændstof for vores kroppe, da vores celler bruger det til at generere energi og til vækst og celledeling.

Cellerne i vores immunsystem bliver meget aktive når de reagerer på f.eks. en infektion og derfor har de en tendens til at have stort behov for glukose.

Så når immunceller har dårlig adgang til glukose, som det kan forekomme i bekæmpelse af tumorer, bliver de dysfunktionelle.

Men den nye undersøgelser viser imidlertid overraskende, at dendritiske celler er forskellige. Resultater af test viser, at når de er udsultede for glukose, bliver de faktisk bedre til at stimulere immunforsvarets T-lymfocytter.

Forskerne mener, at dette åbner døren for nye behandlingsmuligheder for at regulere immunforsvaret mod kræft og andre immunrelaterede sygdomme.

"Det står klart, at glukose er vigtigt for signaler i vores immunsystem, da celler, der har adgang til glukose, opfører sig meget anderledes end dem, der ikke har. Vi har opdaget, at dendritiske celler faktisk er bedre til at stimulere immunforsvaret når de har mindre adgang til glukose, hvilket ikke er tilfældet for nogen af ​​de andre immunceller, der er blevet analyseret," siger lektor i Kræftbiologi, David Finlay, der er chefforsker på undersøgelsen, som netop er offentliggjort i det førende internationale tidsskrift Nature Communications.

"Opdagelsen giver et nyt og spændende indblik i, hvordan glukose kan regulere dendritisk cellefunktion. Vi håber, at vi med en bedre forståelse af hvordan næringsstoffer som glukose styrer immunforsvaret kan fortsætte med at udvikle nye måder at tackle en række immunrelaterede sygdomme."