Ginseng kan kvikke kræftpatienter op

Ginseng kan ifølge en ny undersøgelse kvikke kræftpatienter en smule op.Kræftramte bør prøve, om ginseng er en mulighed for at genfinde energien. Undersøgelser tyder på at den kinesiske rod er ganske effektiv mod kræftrelateret træthed.

I en amerikansk undersøgelse viste det sig, at 9 ud af 10 cancerpatienter, følte, daglige doser ginseng fik dem til at overvinde den træthed, der typisk er et af symptomerne ved kræft.

For mange kræftramte kan den evige træthed være en rigtig irriterende følgesvend. Både før, under og efter behandling, klager rigtig mange, som er ramt af kræft, over, at de ikke har overskuddet til at leve det liv, de så gerne vil leve.

Derfor er denne undersøgelse en rigtig god og relevant nyhed. En gruppe forskere undersøgte 360 patienter, der døjede med stor træthed under eller efter en kræftbehandling. Mere end halvdelen af dem havde brystkræft.

En halvdel af deltagerne fik placebo, ’snydemedicin’, og den anden halvdel fik dagligt kapsler, som indeholdt 2.000 milligram rent amerikansk ginseng.

Ved starten af undersøgelsen blev alle bedt om at vurdere deres træthed efter en 100-point skala. Gennemsnittet lå på 55 point.

Stor forskel

Fire uger inde i undersøgelsen, var der ikke den store forskel mellem de to gruppers træthedsfølelser. Men otte uger efter undersøgelsens start, var gruppen, der fik ginseng, tydeligt mindre træt. Der var tale om en 20 points forbedring mens placebogruppen havde 10 points bedring.

- Deltagere, der fik ginseng, følte sig mindre trætte og mindre sløve, siger forsker Debra Barton, Mayo Clinic Cancer Center i Rochester, Minniapolis. Hun anbefaler kræftpatienter at tage ginseng, og hun understreger, at den spiselige rod viste sig at være lige så sikker som placebo.

Undersøgelsen bygger ovenpå en tidligere foretaget af Mayo Clinic, som viste, at en ud af fire patienter med kræftrelateret træthed sagde, at han eller hun fik det moderat bedre eller ligefrem meget bedre ved at tage en 1.000 milligram eller 2.000 milligram ginsengtablet.

Undersøgelsen er offentliggjort ved en konference afholdt af American Society of Clinical Oncology. Udenforstående forskere har ikke verificeret resultaterne, som derfor endnu ikke kan blåstemples af et medicinsk tidsskrift.