En daglig sodavand kan give dig hjerteproblemer

Med et dagligt colaforbrug følger også et større fedtlag og lavere niveau af det gode kolesterol.Bare en enkelt sodavand om dagen øger måske risikoen for et hjertetilfælde. Mænd, der hver dag drikker en sukkersødet sodavand har 20 pct. højere risiko for problemer med hjertet end andre.

Der er en klar forbindelse mellem på dagligt basis at drikke sodavand og en øget risiko for hjertetilfælde. Men hvordan forbindelsen er, kan forskerne ikke helt sige.

En undersøgelse foretaget på Harvard School of Public Health leverer et klart bevis på, at et vist forbrug af søde sodavand er en alvorlig helbredsrisiko.

- Og endda selv moderate doser, som en sodavand om dagen, kan forbindes med en øget risiko på 20 pct., siger forskeren Frank Hu, professor i ernæring og epidemiologi ved Harvard.

Hans forskerhold fulgte næsten 43.000 mænd i et studie. Tidligere har de lavet en lignende undersøgelse blandt kvinder, hvor de også fandt en forbindelse mellem sukkersøde drikke og hjertesygdom.

- Vi har nu prøvet det efter på mænd. Og resultatet er meget overbevisende, siger Frank Hu.

Forskerne må dog erkende, at selvom de har fundet en forbindelse, kan de ikke sige, hvad der er årsag og hvad der er effekt.

Han trøster dog, og siger, at man ikke behøver helt at opgive søde sodavand. 1 eller 2 sodavand om ugen kan godt gå an.

Undersøgelsen, som blev offentliggjort i magasinet Circulation, blev kritiseret af sukker- og sodavandsproducenter i USA. De mener, risikoen i højere grad er forbundet med livsstil.

Sådan blev undersøgelsen lavet:

Frank Hu og hans team bad mændene i alderen fra 40 til 75 år om at rapportere deres drikkevaner. Fra januar 1986 til december 2008 fortalte de hvert andet år om deres kost og andre helbredsvaner. De gav også en blodprøve halvvejen igennem studiet.

I løbet af de 22 år, som forskerne fulgte mændene, var der tale om 3.683 hjertetilfælde. Derefter blev mændene delt op i grupper, alt efter deres vaner med hensyn til søde drikkevarer, som f.eks. sodavand, kulsyreholdige drikke, frugtdrikke og lemonade. Den gruppe, der drak en sød drik ca. dagligt, havde 20 pct. højere risiko for et hjertetilfælde end dem, som ikke drak søde drikke så ofte.

Dette var sandt, også når forskerne tog højde for alder, rygning, motionsvaner, alkoholvaner, kost, vægt og familiedisposition med hensyn til hjertetilfælde. Blodprøverne afslørede den øgede risiko. De, der drak mange søde drikke, havde et højere niveau af fedt i blodet, og de havde samtidig et lavere niveau af det gode kolesterol.