Gen-tomater fjerner det dårlige kolesterol

Foreløbig har museforsøg vist positive effekter på kolesterolet af de genetisk modificerede tomater.
 

Er dit kolesterol-tal for højt, så kan du måske om nogle få år gå ned i supermarkedet og købe anti-kolesterol tomater.

Forskere fra Californiens universitet i Los Angeles (UCLA) har nemlig genetisk udviklet en tomat, der indeholder et stof, som efterligner det såkaldt gode kolesterol.

I forsøg med mus, der spiste de frysetørrede tomater, viste de sig at udvikle mindre inflammation og havde reduceret aterosklerose (plakopbygning i arterierne) - populært kaldet åreforkalkning.  

"Vi har fundet en ny og praktisk måde at tilføre et peptid, der fungerer som det vigtigste protein i det gode kolesterol, men er mange gange mere effektivt og kan spises," siger Dr. Alan M. Fogelman, der er direktør for Atherosclerosis Research Unit i David Geffen School of Medicine på UCLA.  

Samme virkning som godt kolesterol

Forskerne gensplejsede tomaterne til at frembringe 6F, et lille peptid, der efterligner virkningen af ApoA-1, den vigtige protein i HDL-kolesterol - kaldet det gode kolesterol.

Musene i forsøget manglede evnen til at fjerne LDL-kolesterol - kendt som det dårlige kolesterol - fra deres blod og derfor let udviklede betændelse og åreforkalkning, når de spiste fed mad.  

I forsøget udgjorde tomaterne 2,2 procent af deres kost, som var en almindelig vestlig kost med et højt fedtindhold.

Men efter en periode på de genetisk ændrede tomater havde de væsentligt:

  • lavere inflammation i blodet;
  • højere paraoxonase aktivitet, et antioxidant enzym forbundet med god kolesterol og en lavere risiko for hjertesygdom;
  • højere niveauer af det gode kolesterol;
  • nedsat lysophosphatidic syre, der fremmer udviklingen af tumorer, som accelererer åreforkalning
  • mindre åreforkalkning.  

"Så vidt vi ved er dette det første eksempel på et lægemiddel med disse egenskaber, der er fremstillet i en spiselig plante og er biologisk aktivt, når det gives uden isolation eller oprensning af lægemidlet," siger Fogelman.