Chokolade kan tilsyneladende reducere risikoen for slagtilfælde. Overraskende nok behøver det tilsyneladende ikke være mørk chokolade.

Chokolade forhindrer slagtilfælde hos mænd

 

Et par stykker chokolade om ugen kan forhindre at mænd får slagtilfælde. Men overraskende nok behøver det ikke at være mørk chokolade.

Det viser en ny undersøgelse offentliggjort online i tidsskriftet Neurology fra American Academy of Neurology.

- Mens andre undersøgelser har set på, hvordan chokolade generelt kan forebygge hjertekar-problemer, er dette den første undersøgelse af sin art, der har konstateret, at chokolade kan  reducere slagtilfælde hos mænd, siger undersøgelsens forfatter Susanna C. Larsson fra Karolinska Instituttet i Stockholm, Sverige.

37.103 svenske mænd i alderen 49 til 75 år blev bedt om at udfylde et spørgeskema om deres madvaner, blandt andet hvor meget chokolade de spiste. Over de næste ti år konstaterede forskerne at 1.995 af mændene fik deres første slagtilfælde.

Undersøgelsen viste at de mænd, der spiste den største mængde chokolade, hvilket var 63 gram per uge, havde en 17 procents lavere risiko for slagtilfælde i forhold til dem, der ikke spiste chokolade.  

Jo mere, jo bedre

I en større analyse af fem undersøgelser, der omfattede 4.260 personer med slagtilfælde var risikoen for mænd, der spiste mest chokolade 19 procent lavere i forhold til chokoladefornægterne. Og hvis deltagerne spiste 50 gram mere chokolade om ugen faldt risikoen for slagtilfælde med omkring 14 procent. 50 gram yderligere reducerede risikoen med yderligere 14 procent.  

- Den gavnlige effekt af chokolade i forhold til slagtilfælde kan være relateret til flavonoiderne i chokolade. Flavonoider beskytter tilsyneladende mod hjerte-kar-sygdomme pga. antioxidanternes anti-koagulations og anti-inflammatoriske egenskaber. Det er også muligt, at flavonoider i chokolade kan nedsætte blodkoncentrationer af dårlig kolesterol og reducere blodtrykket, siger Larsson.  

- Interessant nok har mørk chokolade hidtil været anbefalet for dets sundhedsmæssige fordele for hjertet, men cirka 90 procent af chokoladeforbruget i Sverige er mælkechokolade, også hos vores undersøgelses deltagere, tilføjede Larsson.