Kalium måske vigtigere end salt for blodtrykket

Det er vigtigere at spise kalium end at skære ned på saltet, hvis du vil undgå forhøjet blodtryk.

 

Det antyder en ny undersøgelse fra Boston University School of Medicine, hvor forskere har sammenlignet saltforbruget med blodtrykket hos over 2.600 mænd og kvinder.

Flere undersøgelser har i de seneste år sat spørgsmål ved den udbredte opfattelse og officielle retningslinier, der anbefaler, at man skærer ned på salt-forbruget hvis man har for højt blodtryk.

Salt indeholder natrium, der, har man ment, i for store mængder påvirker blodtrykket negativt.

Men de nye resultater sætter spørgsmålstegn ved de natriumgrænser, der anbefales ifølge de nuværende retnigslinier.

"Vi så ingen tegn på, at en diæt med et lavere forbrug af natrium havde nogen langsigtede gavnlige virkninger på blodtrykket," siger Lynn L. Moore, der er lektor i medicin og netop har præsenteret den nye forskning ved Experimental Biology 2017 i Chicago.

"Vores resultater føjer sig til voksende beviser for, at de nuværende anbefalinger for natriumindtag kan være misforståede."

De nuværende anbefalinger er at begrænse natriumindtaget til 2,3 gram om dagen for raske mennesker. 

I undersøgelsen fulgte forskerne 2.632 mænd og kvinder i alderen 30-64 år i tilsammen 16 år. Deltagerne havde normalt blodtryk ved studiens start. Imidlertid fandt forskerne i løbet af de næste 16 år, at undersøgelsesdeltagerne, der indtog mindre end 2500 milligram natrium om dagen, havde højere blodtryk end deltagere, der indtog højere mængder natrium.

Andre store undersøgelser, der er blevet offentliggjort i de sidste par år, har konstateret, at der tilsyneladende er et J-formet forhold mellem natrium og risiko for hjertekar-problemer - det vil sige folk med et lavt natriumforbrug og folk med en meget højt natriumindtag havde højere risiko for hjertesygdomme.

Men personer med den laveste risiko for hjertekar-problemer havde et natriumindtag i midten - det vil sige 3-4 gram natrium hvilket svarer til 7-10 gram salt.

"Vores nye resultater understøtter disse andre undersøgelser, der har sat spørgsmålstegn ved visdommen i at hele befolkningen skal begrænse deres saltindtag," siger Moore.

Forskerne fandt også, at personer i undersøgelsen, der havde højere indtag af kalium, calcium og magnesium, havde lavere blodtryk på lang sigt. Deltagere med højere  natriumindtag (gennemsnitligt 3717 mg per dag) og højere kaliumindtag (gennemsnitligt 3211 mg om dagen) havde det laveste blodtryk.

"Denne undersøgelse peger ligesom andre på vigtigheden af ​​højere kaliumindtag, især på blodtryk og sandsynligvis også hjertekar-effekter," siger Moore.

"Jeg håber, at denne forskning vil hjælpe med at ændre de nuværende retningslinjer for amerikanere om vigtigheden af ​​at øge indtaget af fødevarer med kalium, calcium og magnesium for at opretholde et sundt blodtryk."

Der er sandsynligvis en gruppe mennesker, der er følsomme overfor salt, som har gavn af at sænke natriumindtaget, mener Moore.

Men der er behov for mere forskning i at screene for saltfølsomhed og for at kunne afgøre et sundt indtag af natrium og kalium hos denne gruppe saltfølsomme mennesker.