Skip to main content
logo for klog kost

Grønsager beskytter mod Parkinson

Michael J. Fox er verdens mest kendte offer for Parkinsons sygdom. Sørg for at spise en varieret kost med masser af mælkeprodukter, grønt og fisk, hvis du vil undgå at få den frygtede rystesygdom Parkinson, der hvert år invaliderer én ud af 1.000 danskere.

Sådan lyder anbefalingen i hvert fald ifølge resultaterne af ny forskning af D-vitamins betydning for at udvikle Parkinsons sygdom.

Hvis man har et lavt indhold af D-vitamin i kroppen risikerer man at udvikle rystesygen senere i livet.

Solskin er den væsentligste kilde til D-vitamin, men også især mælkevarer og ost indeholder det vigtige vitamin, ligesom grove og grønne grøntsager, havregryn og groft brød, fuldkornspasta og ris, tørret frugt og citrusfrugter samt fisk med ben, f.eks. sardiner.

Med alderen bliver det stadig sværere at få nok D-vitamin via huden – hvilket jo betyder, at fødevarerne bliver stadig vigtigere. Noget tyder på, at D-vitamin beskytter nervecellerne, som parkinsonpatienter gradvist mister. Sygdommen påvirker flere dele af hjernen, og symptomerne er f.eks. rystelser og langsomme bevægelser.

En finsk undersøgelse med 3.000 deltagere, som netop er offentliggjort i Archives of Neurology, fandt, at mennesker med det laveste indhold af solskins-vitaminet havde en tre gange så høj risiko for at få Parkinsons sygdom.

Forskere fra Finlands nationale sundhedsinstitut tog i 1978 og to år frem blodprøver på de 3.000 deltagere, og henover de næste 30 år holdt de øje med, hvem der udviklede Parkinson.

Det viste sig, at de personer, der havde det laveste indhold af D-vitamin, havde tre gange så stor risiko for at udvikle Parkinsons sygdom, sammenlignet med dem, der havde det højeste niveau.

Lægerne har længe vidst, at D-vitamin hjælper på, at knoglerne kan optage calcium. Men nu viser det sig, at vitaminet også spiller en vigtig rolle i regulering af immunsystemet og altså også i udviklingen af nervesystemet.

- En varieret, sund kost skulle være nok til, at man får tilstrækkeligt med D-vitamin. Men vi bør lave flere undersøgelser for at finde ud af, om kosttilskud eller ekstra ophold i solen har en effekt på parkinsonpatienter, og på hvilket tidspunkt det vil være mest gavnligt, siger Dr. Kieran Breen, der er forskningschef i den engelske Parkinsonforening.