Kakao kan forebygge Alzheimers

Et kakaopulver med vigtige polyfenoler fra kakaobønner kan tilsyneladende reducere risikoen for Alzheimers.

 

Det viser forsøg på Icahn School of Medicine på Mount Sinai, New York, hvor forskere har vist at kakao-ekstraktet kaldet Lavado, kan reducere skader på nervebaner, der ses hos Alzheimers-patienter hjerner længe før de udvikler symptomer.

Undersøgelsen er baseret på forsøg med genetisk modificerede mus, der udvikler en Alzheimers-lignende sygdom. Tilskud med kakao-ekstraktet forhindrede at beta-amyloidproteiner dannede de klæbrige klumper i hjernen, der er kendt for at skade nerveceller efterhånden som sygdommen udvikler sig.

Teorien er, at disse klæbrige klumper fysisk forstyrrer synapsernes kommunikation, som fungere ved at synapser affyrer elektriske signaler, der sikrer hukommelses kredsløb. Desuden udløser beta-amyloid immun-inflammatoriske reaktioner, som får immunceller til at angribe vores egne celler i stedet.

De kakaobønner vi spiser i chokolade er normalt gæret i fire dage eller mere - en proces, der medfører at en række af de sunde antioxidanter forsvinder.

Lavado betyder vasket og er betegnelsen for den proces, kakao-bønnerne gennemgår, hvor de hovedsageligt bliver vasket og evt. gæret i kort tid. Det bevarer langt flere af de antioxidante polyfenoler, som i tidligere undersøgelser har vist sig at kunne forhindre degenerative sygdomme i hjernen.

Lavado-kakao bruges især til kakao-drikke i Mexico.

"Vores data tyder på, at Lavado kakao ekstrakt forhindrer at beta-amyloid klumper sig sammen til strukturer, der hindrer synaptisk kommunikation og til sidst medfører kognitiv tilbagegang," siger chefforsker dr. Giulio Maria Pasinetti, der er professor i neurologi ved Icahn School of Medicine på Mount Sinai.

"I betragtning af, at kognitiv tilbagegang hos Alzheimers-patienter menes at starte årtier før der optræder symptomer, mener vi, vores resultater har bred betydning for forebyggelse af Alzheimers sygdom og demens."

Undersøgelsen er den første, der tyder på, at tilstrækkelige mængder kakaopolyfenoler i kosten med tiden kan forhindre sammenklumpningen af beta-amyloid som et middel til at forebygge Alzheimers sygdom.

Vigtige polyfenoler

"Der har været en del uoverensstemmelser i den medicinske litteratur vedrørende den potentielle fordel ved kakaopolyfenoler på den kognitive funktion," siger Dr. Pasinetti.

"Vores fund tyder stærkt på, at polyfenoler er den aktive komponent, som sikrer den synaptiske transmission, da meget af polyfenol-indholdet går tabt ved den normale gæringsproces."

Da tabet af synaptisk funktion kan spille en større rolle for hukommelsestab end tabet af nerveceller, kan sikringen af den synaptiske funktion være et mere sikkert mål for en effektiv Alzheimers-medicin, mener Dr. Pasinetti.

Den nye undersøgelse giver eksperimentelle beviser for, at Lavado kakao-ekstrakt kan påvirke Alzheimers sygdomsmekanismerne ved at ændre den fysiske struktur af beta-amyloid oligomerer.

Det lægger op til at der meget hurtigt bør laves yderligere undersøgelser, der kan identificere de stoffer i Lavado kakao-ekstrakt, der er aktive i hjernen og dermed give mulighed for at udvikle medicin.

Forskerne mener også at undersøgelsen giver anledning til at udvikle kosttilskud med Lavado kakao-ekstrakt, der kan være en sikker, billig og let tilgængelig måde at forebygge Alzheimers, selv i sygdommens tidligste, asymptomatiske faser.