Nødder sikrer et balanceret blodsukker

Mandler, valnødder og andre trænødder sikrer et lavere og mere stabilt blodsukker hos type 2 diabetikere.

 

En systematisk gennemgang af 12 tidligere kliniske forsøg med i alt 450 deltagere fandt, at omkring 56 gram nødder dagligt forbedrede de to centrale markører for blodsukker: HbA1c test, som måler blodsukkeret i løbet af tre måneder, og fastende glukose test, hvor patienterne ikke får lov til at spise eller drikke noget udover vand i otte timer, før deres blodsukkerniveau testes.

"De bedste resultater kom, hvis nødderne snarere erstattede raffinerede kulhydrater end mættet fedt," siger Dr. John Sievenpiper, der er læge og forsker på Clinical Nutrition and Risk Factor Modification Centre ved St. Michael's Hospital. Resultaterne af hans undersøgelse er offentliggjort i tidsskriftet PLoS ONE.

Deltagerne i undersøgelserne spiste i gennemsnit 56 gram nødder om dagen, hvilket er dobbelt så meget som de fleste amerikanere spiser. Undersøgelsen omfattedde kun trænødder som mandler, paranødder, cashewnødder, kastanjer, kokosnødder, hasselnødder, pekannødder, macadamia nødder, valnødder, pinjekerner og pistacienødder. Jordnødder indgik ikke i undersøgelserne, da de er bælgfrugter.

Selv om nødder har et højt indhold af fedt, er det sundt umættet fedt og selv om de også kan have et højt kalorieindhold tog deltagerne i de kliniske forsøg ikke på i vægt.

"Trænødder er et godt alternativ for folk til at opretholde et sund blodsukkerniveau samtidig med en sund varieret kost," siger han.