Fisk, grøntsager og frugt med ekstra jomfru olivenolie er hovedbestanddelene i en sund middelhavskost.

Middelhavskost reducerer din diabetes-risiko

 

Er du over 50 år med risiko for hjertesygdom kan du reducere din risiko for at udvikle diabetes 2 ved at spise en middelhavskost - uden at tabe dig.

Det viser en stor undersøgelse offentliggjort i tidsskriftet Annals of Internal Medicine, hvor forskerne beskriver resultaterne af et forsøg med 3.541 mænds og kvinders kost.

En middelhavskost består hovedsageligt af mange grøntsager, frugter , bønner, olivenolie, fuldkorn og fisk.

Adskillige undersøgelser har vist at risikoen for diabetes 2 falder, hvis man taber sig - f.eks. på grund af at man spiser færre kalorier eller dyrker motion, men der er ikke megen viden om hvordan kostændringer uden vægttab påvirker diabetes-risikoen.

De spanske forskere Salas-Salvadó og Martínez-González fra Red de Fisiopatología de la Obesidad y Nutrición i Madrid udvalgte derfor 3.541 mænd og kvinder uden diabetes i alderen 55 til 80 -årige, der havde en høj risiko for hjertesygdom - en tilstand, der er kendt for at være en risikofaktor i forbindelse med diabetes 2.

Alle deltagere blev tilfældigt inddelt i tre forskellige diætgrupper.

Den første gruppe blev sat på en middelhavskost, hvor deltagerne skulle indtage 50 ml ekstra jomfru olivenolie hver dag .

Andre deltagere fulgte en middelhavskost, hvor de også skulle spise 30 g blandede nødder hver dag, mens de resterende deltagere skulle spise en fedtfattig kost.

Fedtfattigt ikke bedre

I løbet af en 4-års periode, fik deltagerne på middelhavskost vejledning af diætister, hvor de blev instrueret i at øge forbruget af frugt og grøntsager, bønner og fisk samt undgå rødt eller forarbejdet kød, smør og slik.

Forskerne gør opmærksom på, at ingen af deltagerne blev bedt om at reducere deres kalorieindtag eller øge deres fysiske aktivitet.

Efter fire år konstaterede forskerne, at 273 deltagere havde udviklet diabetes. Af disse var 101 fra gruppen, der spiste fedtfattigt, mens 80 var fra gruppen som supplerede middelhavskosten med ekstra jomfru olivenolie og 92 var fra gruppen, som supplerede middelhavskosten med ekstra nødder.

"En middelhavskost uden mindre kalorieindhold, der er suppleret med ekstra jomfru olivenolie eller nødder kan reducere risikoen for type 2 diabetes," siger forskerne, der påpeger, at der kun var mindre ændringer i deltagernes kropsvægt, taljemål og fysisk aktivitet, men at de ikke var specifikke for en af grupperne.