Skip to main content
logo for klog kost

Frugt kan redde diabetikeres syn

Frugt kan redde diabetikeres syn, viser en japansk undersøgelse, der viste at et stykke frugt dagligt reducerer risikoen til det halve.Hvis du som diabetespatient sørger for at få din daglige frugt, har du mulighed for at holde en af de mere kendte langtidsvirkninger, øjenproblemer, for døren.

De fleste ved, at diabetespatienter ligesom alle andre bør spise masser af frugt og grønt. Men der er en årsag udover, at det er godt for vægten. Frugt forhindrer måske diabetesrelaterede problemer med øjnene.

Diabetikere risikerer dårligt syn, og i værste fald blindhed.

Men japanske forskere har i et studie vist at et til to stykker frugt om dagen er nok til at forhindre de frygtede symptomer.

I studiet deltog 978 diabetespatienter, som udfyldte detaljerede spørgeskemaer. De blev fulgt i otte år, hvor deres øjne blev undersøgt en gang om året.

Da undersøgelsen begyndte, havde ingen af dem tegn på øjenproblemer, men henover de otte år, udviklede 258 af dem skader på blodkar i nethinden - et symptom, der kan føre til blindhed, hvis ikke det bliver behandlet.

Undersøgelsen tog højde for andre risici i forbindelse med øjenproblemer som køn, alder, blodsukkerniveau, rygning, alkoholvaner, vægt og motionsvaner.

Årsagen ukendt

- De, der spiste mest frugt, havde mindst risiko for at udvikle disse øjenproblemer, siger chefen for undersøgelsen, Shiro Tanaka fra Kyoto University Hospital.

Deltagere, der spiste et stykke frugt om dagen, havde kun den halve risiko for at udvikle øjenproblemer over den otteårige periode, sammenlignet med de, der spiste mindre frugt. Der er altså helt klart en forbindelse.

Men studiet viser ikke årsagen til, hvorfor frugten holdt øjenproblemerne ude af diabetespatienternes liv. Forskerne gætter på, at de forskellige vitaminer og andre næringsstoffer arbejder sammen for at beskytte øjet mod komplikationerne. Studiet viste også, at de deltagere, som spiste mest frugt, fik flest fibre, C- og E-vitaminer, beta caroten, kalium og natrium.

Et forbehold ved undersøgelsen er, at de fleste deltagere spiste en fedtfattig kost. Så måske har det daglige frugtindtag ikke samme positive effekt på diabetikere, som spiser usundt.

  • Oprettet den .