Du kan formentlig reducere knoglernes tab af calcium under hård træning, hvis du spiser kalk før du begynder på træningen.

Spis calcium før træning for at undgå knoglenedbrydning

 

Spis calcium og D-vitamin en halv time før du begynder og træne, hvis du vil undgå at din knogler nedbrydes alt for hurtigt.

Sådan lyder anbefalingen fra forskere fra University of Colorado, hvor man har testet om kalktilskud kan forebygge en nedbrydning af knoglemineraltætheden.

Tidligere forskning har vist, at et år med intens træning er forbundet med betydelige fald i knoglemineraltætheden blandt cykelryttere på elite-niveau.

Eksperter mener, at denne form for motionsforårsaget knogletab kunne være relateret til tab af calcium under træningen. Når calcium-indholdet i blodet falder pga. træningen, begynder biskjoldbruskkirtlen at producere mere parathyroidea hormon, der kan kan mobilisere calcium fra skelettet.

"Timingen af calciumtilskud, og ikke kun mængden af tilskud, kan være en vigtig faktor for, hvordan skelettet tilpasser sig træning," siger undersøgelsens hovedforfatter dr. Vanessa D. Sherk fra University of Colorado Anschutz Medical Campus.

I deres undersøgelse fandt forskerne, at blodets indhold af calcium faldt pga. træning uanset om man tog kalktilskud før eller efter træningen. Men tog man kalktilskud før træningen resulterede det i et mindre fald end hvis man tog det efter træningen.

Resultaterne er baseret på test af 52 mænd i alderen 18 til 45 år, som tilfældigt blev udvalgt til enten at tage 1.000 mg calcium og 1.000 mikrogram af D-vitamin 30 minutter før eller en time efter træning.

Træningen bestod af en 35 kilometer lang enkeltstart på motionscykel, hvor deltagerne var iført hudplastre som kunne absorbere deres sved.

Mindre hormon-stigning

Forskerne målte blodets indhold af calcium og parathyreoideahormon før og umiddelbart efter træning. De målte også CTX før og 30 minutter efter træning. De målte desuden deres vægt før og efter træningen kombineret med måling af calcium i sveden fra hudplastrene, for at kunne anslå mængden af calcium, deltagerne havde mistet under træningen.

Stigningen i produktionen af parathyreoideahormonet var lidt mindre blandt de cyklister, der tog calcium før de trænede.

Timingen af calciumtilskud gør dog ikke nogen forskel for blodets CTX -indhold, der er en biologisk indikator for knogletab. Både før og efter træning var der en 50 procent stigning i mængden af collagen type-1-C-telopeptid (CTX).

"Disse resultater er relevante for personer, der dyrker hård motion og dermed kan miste en betydelig mængde calcium gennem sveden," siger Sherk.

"Tager man kalktilskud før træningen kan det hjælpe med at holde blodet mere stabilt under træningen, i forhold til at tage tilskuddet bagefter, men vi ved endnu ikke hvordan det påvirker knogletætheden på lang sigt."

"Yderligere forskning er dog nødvendig for at afgøre, om timingen af calciumtilskud påvirker skelettets tilpasning til træningen."

Så hvis du overvejer at deltage i Tour de France eller træner til et marathon, så er det måske en overvejelse at drikke mælk i stedet for vand både før og undervejs. Og husk at D-vitamin er nødvendigt for at calcium kan omsættes i kroppen.