Faste eller kraftig reduktion af kalorie-indtaget kan reducere betændelse i kroppen.Faste eller kraftig reduktion af kalorie-indtaget kan reducere betændelse i kroppen.

Sådan hjælper faste på gigt og åreforkalkning

Slankekure eller faste kan blokere en del af immunsystemet, som har betydning for adskillige inflammatoriske lidelser, bl.a. gigt, diabetes 2, åreforkalkning og Alzheimers.

 

Det viser en undersøgelse fra Yale School of Medicine, hvor forskere har opdaget, at faste får kroppen til at producere en forbindelse med navnet β-hydroxybutyrat (BHB), som hæmmer NLRP3, der er en del af et komplekst sæt af proteiner kaldet Inflammasomer. De er medvirkende til betændelsesreaktionen ved flere lidelser.

BHB er en metabolit, der produceres af kroppen som reaktion på faste, høj intensitetstræning, kaloriefattige diæter eller den kulhydratfattige ketogen diæt.

Det er velkendt, at faste og kaloriebegrænsning reducerer inflammation i kroppen, men det er uklart, hvordan immunceller tilpasser sig en reduceret mængde glukose, og om de kan reagere på metabolitter produceret fra fedtoxidering.

Metabolitter er nedbrydningsprodukter, der opstår når kulhydrater, fedt og proteiner forbrændes - metaboliseres.

"Disse resultater er vigtige, fordi metabolitter som BHB kan være relevante mod mange inflammatoriske sygdomme, herunder dem, hvor der er mutationer i NLRP3 gener," siger Vishwa Deep Dixit, som er professor i sammenlignende medicin på Yale School of Medicine.

I forsøg med mus og menneskelige immunceller fokuserede Dixit og hans kolleger på hvordan makrofager - specialiserede immunceller, der producerer inflammation - reagerer, når de udsættes for ketonstoffer, og om det påvirkede Inflammasonkomplekset.

Forskerne testede BHB hos mus med inflammatoriske sygdomme forårsaget af NLP3 og konstaterede, at det reducerede inflammationen, der også blev reduceret, da musene fik en ketogendiæt, som hæver niveauerne af BHB i blodbanen.

"Vores resultater tyder på, at metabolitter som BHB, der produceres ved en kulhydratfattig diæt, faste, eller intensiv motion kan sænke NLRP3 Inflammasome," siger Dixit, der har fået undersøgelsen offentliggjort i tidsskriftet Nature Medicine.

Tags: Alzheimers, leddegigt, faste, ketogen-diæt, β-hydroxybutyrat, diabetes 2, åreforkalkning