Cøliaki skyldes ikke kun gluten

Cøliaki er en sygdom, der oftest bliver omtalt som gluten-allergi, men faktisk kan flere proteiner være årsag til sygdommen.

 

Gluten er et protein i hvede og andre kornsorter, som omkring en procent af befolkningen har allergi over for.

Men en ny undersøgelse viser at gluten ikke er den eneste udløsende faktor for cøliaki, der er en autoimmun sygdom, hvor noget får immunsystemet til at angribe kroppens eget væv i tarmen.

Indtil nu har den eneste sikre udløser af reaktionen været gluten, der udover i hvede også er almindelig i rug og byg. Undersøgelser af andre proteiner har ikke kunnet bevise nogen sammenhæng med cøliaki.

På nuværende tidspunkt er den eneste anbefalede behandling for personer med cøliaki at undgå fødevarer, der indeholder gluten.

Men nu har undersøgelsen fra Columbia University i New York vist, at patienter i et forsøg også fik reaktioner på hvede uden gluten-protein.

Ved hjælp af serumprøver fra patienter med cøliaki og dermatitis herpetiformis (udslæt forbundet med sygdommen), sammen med prøver fra raske kontrolpersoner, testede forskerne deres immunreaktion på en række andre proteiner.

Vigtigt ikke kun at fokusere på gluten

"Sammenlignet med raske kontrolpersonerne havde cøliaki-patienterne signifikant højere niveauer af antistof reaktivitet overfor proteiner, der ikke var gluten. De vigtigste immunoreaktive non-gluten antistof målproteiner blev identificeret som serpiner, purinins, α-amylase / proteasehæmmere, globuliner og farinins," fortæller Armin Alaedini, der er adjunkt i afdelingen for medicin ved Columbia University og chefforsker på undersøgelsen, som er offentliggjort i Journal of Proteome Research.

Forfatterne anbefaler, at forskere, der fremover undersøger potentielle kliniske behandlinger for cøliaki, ikke kun fokuserer på gluten, selv om 75 procent af proteinerne i hvede udgøres af gluten.

Cøliaki medfører immunangreb på villi, som er små finger-lignende kødfulde udposninger på tyndtarmens vægge, der hjælper med fordøjelsen. Beskadiget villi betyder, at kroppen ikke kan absorbere alle de næringsstoffer, den har brug for. Når personer med cøliaki indtager gluten udvikler de diarré, mavesmerter, anæmi og mangel på næringsstoffer.

Hvis cøliaki ikke bliver afsløret kan det føre til andre autoimmune sygdomme og langsigtede helbredsproblemer som multipel sklerose, type 1 diabetes, dermatitis herpetiformis, anæmi, osteoporose, infertilitet, abort, neurologiske lidelser og tarmkræft.