E-vitamin kan nedbryde dine knogler

Dine knogler risikerer at blive svagere, hvis du spiser for meget E-vitamin.Ny international forskning viser, at vitamin E nedbryder knoglemasse hos mus. Men vi har brug for mere viden om, hvordan vitaminet påvirker mennesker, mener dansk professor.

E-vitamin har mange positive virkninger, og indtil for nylig troede mange forskere, at vitaminet udelukkende har positiv virkning på vores knogler. Nu viser ny forskning, at sandheden måske er mere nuanceret.

Ligesom vitamin D gavner vitamin E ifølge mange forskere knoglerne. Men ny forskning viser, at vitamin E også kan have den stik modsatte effekt. Det viser sig nemlig, at vitaminet sætter gang i udviklingen af de celler, som nedbryder knoglemasse.

Store konsekvenser

Og når der er Vitamin E i mange kosttilskud som blandt andet vitaminpiller, er der tale om et forskningsresultat, der kan have store konsekvenser for vores opfattelse vitaminets indflydelse på vores sundhed.

Det mener Shu Takeda fra Keio-universitetet i Tokyo. Han er manden bag forskningen, som netop er blevet offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Nature Medicine.

E-vitamin gav knogletab

Forskerne mente ellers indtil for nylig, at vitamin E udelukkende er godt for vores knogler, fordi vitaminet indeholder antioxidanter, der er kendt for at beskytte knoglerne mod frie radikaler.

Men idéen om, at vitamin E styrker vores knogler, er nu kommet på prøve efter Shu Takeda ændrede generne i forsøgsmus, så de kom til at mangle E-vitamin. Musene viste sig nemlig at have øget knoglemasse. Andre forsøgsmus, som fik en diæt, der havde et højt indhold af vitamin E, mistede derimod knogle.

- Men vi skal være forsigte med at tolke de nye resultater, for der er forskel på mus og menneskers knogler, pointerer Leif Mosekilde til videnskab.dk.

Han er professor i medicinsk endokrinologi ved Aarhus Universitetshospital og har blandt andet forsket i, hvordan vitaminer påvirker vores knogler:

- Der er jo en vigtig forskel på mus og mennesker: Mus vokser hele livet, men voksne mennesker vokser ikke, pointerer han.

Megen forskning i E-vitamin

Ifølge Leif Mosekilde er den nye artikel om E-vitamin og mus dog et tegn på en vigtig tendens. E-vitamin er nemlig et vitamin, som videnskaben interesserer sig mere og mere for.

- Der bliver generelt forsket mere og mere i E-vitamin.

- Her i 2012 var der faktisk en stor canadisk undersøgelse af M. S. Hamidi, som viste, at E-vitamin er gavnligt for knoglerne hos mennesker. Jeg tror ikke, at denne her artikel vil revolutionere synet på vitaminer i befolkningen. I hvert fald ikke endnu – der er stadig brug for mere viden om vitamin E i mennesker.

- Men man kan sagtens forestille sig, at denne her artikel vil udløse store nye undersøgelser af spørgsmålet,« siger han til videnskab.dk.