Du risikerer svage knogler af E-vitamin

[b]MODSATTE EFFEKTER:[/b] Calcium i mælk er kendt for at styrke knogler og anbefales kvinder i overgangsalderen, men måske har E-vitaminet i mælken den modsatte effekt.Dine knogler riskerer at blive nedbrudt, hvis du indtager for meget E-vitamin, der især findes i mejeriprodukter som mælk, ost, æg og kornprodukter.

E-vitamin har mange positive virkninger, og indtil for nylig troede mange forskere, at vitaminet udelukkende har positiv virkning på vores knogler. Nu viser ny forskning, at sandheden måske er mere nuanceret.

Ligesom D-vitamin gavner E-vitamin ifølge mange forskere knoglerne. Men ny forskning viser, at E-vitamin også kan have den stik modsatte effekt. Det viser sig nemlig, at vitaminet sætter gang i udviklingen af de celler, som nedbryder knoglemasse.

Store konsekvenser

Og eftersom der er E-vitamin i mange kosttilskud som blandt andet vitaminpiller, er der tale om et forskningsresultat, der kan have store konsekvenser for vores opfattelse af vitaminets indflydelse på vores sundhed.

Det mener Shu Takeda fra Keio-universitetet i Tokyo. Han er manden bag forskningen, som netop er blevet offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Nature Medicine.

Forskerne mente ellers indtil for nylig, at E-vitamin udelukkende er godt for vores knogler, fordi vitaminet indeholder antioxidanter, der er kendt for at beskytte knoglerne mod frie radikaler.

Men idéen om, at E-vitamin styrker vores knogler, er nu kommet på prøve efter Shu Takeda ændrede generne i forsøgsmus, så de kom til at mangle E-vitamin. Musenes knoglemasse viste sig nemlig at blive forøget. Andre forsøgsmus, som fik en diæt, der havde et højt indhold af vitamin E, mistede derimod knoglemasse.

Forskel på mus og mænd

- Men vi skal være forsigtige med at tolke de nye resultater, for der er forskel på mus og menneskers knogler, mener Leif Mosekilde, der er professor i medicinsk endokrinologi ved Aarhus Universitetshospital og blandt andet har forsket i, hvordan vitaminer påvirker vores knogler.

- Der er jo en vigtig forskel på mus og mennesker: Mus vokser hele livet, men voksne mennesker vokser ikke, siger han til videnskab.dk.

Han mener dog at undersøgelsen er udtryk for en vigtig tendens. E-vitamin er nemlig et vitamin, som videnskaben interesserer sig mere og mere for.

»Der bliver generelt forsket mere og mere i E-vitamin. Her i 2012 var der faktisk en stor canadisk undersøgelse af M.S. Hamidi, som viste, at E-vitamin er gavnligt for knoglerne hos mennesker. Jeg tror ikke, at denne her artikel vil revolutionere synet på vitaminer i befolkningen. I hvert fald ikke endnu – der er stadig brug for mere viden om E-vitamin i mennesker. Men man kan sagtens forestille sig, at denne her artikel vil udløse store nye undersøgelser af spørgsmålet,« siger han.