Par i sengenNogle tror at man kan tabe sig helt op til 300 kalorier med sex, men sandheden er at det stort set ikke medfører et større tab end at sidde i sofaen.

Det er myter at sex og amning slanker

Langsomme vægttab, sex og amning forebygger og afhjælper fedme. Det er noget menge tror på, men ny forskning viser at det er myter.

 

Men det er nogle af de myter, som dr. med. Arne Astrup fra Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet nu afliver i et samarbejde med et hold førende amerikanske forskere.

Målet er at opstille mere korrekte sundhedsråd til befolkningen og bedre politikker på fedmeområdet. Forskningsresultaterne publiceres i dag i New England Journal of Medicine.

Der hersker mange forestillinger om, hvilke tiltag der skal til at forebygge og behandle fedme.

Nu har et internationalt hold af forskere med David Allison fra University of Alabama i Birmingham i spidsen gennemgået den viden-skabelige litteratur på området og sammenlignet dem med nyhedsdækningen i medierne med henblik på at adskille myter fra videnskabeligt dokumenteret fakta.

Forskerne konstaterer, at uvidenskabelige overbevisninger om fedme er fremherskende på globalt plan i alt fra slankebøger over TV- udsendelser til sociale medier som Facebook, og myndigheder som WHO og vores hjemlige Sundhedsstyrelse.

Det påvirker folkesundheden, politiske beslutninger og offentlige sundhedsanbefalinger:  

Syv myter

Myte 1. Hvis man laver små, vedvarende ændringer af hvor mange kalorier man indtager eller forbrænder, så giver det på den lange bane store vægtændringer. Fakta: Små ændringer i kalorieindtag og forbrænding akkumuleres ikke til store ændringer. Det er fordi ændringerne i kropsmasse på sigt tilpasser sig små ændringer i kalorieindtag- og forbrænding.

Myte 2: Det er vigtigt, at man sætter sig realistiske mål for vægttab, for ellers er der en større risiko for, at mangiver op. Fakta: Forkert. Flere studier dokumenterer, at folk klarer sig bedre, når de sætter sig mere ambitiøse mål.

Myte 3: Det er bedre at slanke sig langsomt fordi man oftere tager på igen efter hurtige vægttab Fakta: Forkert. Folk der taber sig hurtigt vejer ofte mindre - også flere år efter.

Myte 4: Patienter der føler sig “parate” til at tabe sig er mere tilbøjelige til at foretage de nødvendige livstilsændringer og derfor bør sundhedspersonale måle hver enkelt patients parathed. Fakta: Forkert. Studier viser, at det at måle patienters parathed hverken forudsiger vægttab eller undersøtter at det sker.

Myte 5: Idrætstimerne spiller en vigtig rolle i forhold til at reducere og forebygge fedme blandt skolebørn. Fakta: Forkert. Almindelig idrætsundervisning har mange sundhedsvirkninger, men ser ikke ud til at modvirke fedme. Det er da tænkeligt at det spiller en væsentlig rolle i kombination med andre tiltag, men videnskaben giver ikke belæg for at påstå det.

Myte 6: Amning beskytter børn mod fedme senere i livet. Fakta: Forkert. Amning er særdeles gavnligt for både mor og barn på mange måder, men studier på området viser ikke, at det beskytter mod fedme.

Myte 7: Man kan forbrænde op til 300 kalorier under et enkelt samleje. Fakta:Det reelle kalorieforbrug ved et enkelt samleje er nærmere en tyvendedel for en gennemsnitlig mand og kun en smule større end når man sidder i sofaen.

"Når Sundhedsstyrelsen herhjemme fx råder overvægtige til at satse på små skridt mod vægttab fordi det på sigt giver store vægttab, er det et eksempel på en myte, der savner videnskabelig dokumentation. Det viser, at selv offentlige myndigheder bidrager til udbredelsen af myter i befolkningen. Det skal vi gøre noget ved, hvis vi skal have en chance for at bekæmpe en af vores største folkesygdomme," siger institutleder og professor dr. med. Arne Astrup fra Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet.  

Syv populære myter afsløret  

Forskerne har identificeret syv særlig populære forestillinger/myter i medierne, som strider mod den videnskabelige dokumentation på området.

"Det viser sig, at mange eksempelvis tror, at det er bedre at slanke sig gradvist fordi det modvirker, at man tager på igen. Men de videnskabelige studier dokumenterer det modsatte - at folk der taber sig hurtigt er bedre til at holde vægten efterfølgende," understreger Arne Astrup og fortsætter:  

Læs også: Fire gunde til at din slankekur kikser

"Der bliver ofte advaret mod yo-yo diæter eller såkaldt vægt-cykling hvor man ”cykler” op og ned i vægt, da det skulle være meget farligt. Men i den videnskabelige litteratur er der ikke belæg for at det er usundt. Faktisk viser dyreforsøg, at vi er biologisk  indrettede til at kunne tåle store svingninger i fedtdepoternes størrelse. Et fornuftigt råd er, at man ikke skal være bange for at tage på i vægt efter en slankekur, så længe slankekuren indeholder tilstrækkeligt med næringsstoffer og kombineres med motion. "

Forbrænd mere end du indtager

Forskerholdet har desuden fundet en række veldokumenterede facts:

"Vi kunne eksempelvis se, at vægttabsforløb for overvægtige børn giver størst effekt, når forløbet finder sted i børnenes hjem og forældrene er involverede. Mange studier viser også, at selvom genetisk disponering for overvægt spiller en rolle, er det ikke en afgørende faktor for om man udvikler fedme.  Og så er det at reducere antallet af kalorier stadig en sikker måde at tabe sig på," siger Arne Astrup.  

Læs også: Sådan skal du tabe dig efter overgangsalderen

Regelmæssig motion viste sig også at understøtte vægttab, men kun når man forbrænder mere end man indtager, hvilket kræver at man samtidig fokuserer på hvad man spiser.  

Som en del af forklaringen på, hvorfor myterne har så stor gennemslagskraft siger dr. David Allison:

"En faktor der spiller ind er ”the exposure effect”, som går ud på, at hvis et budskab bliver gentaget længe nok ender folk med at tro på det. En anden medvirkende faktor er vores tendens til at lede efter og tro på informationskilder der bekræfter vores egne meninger."