Så meget længere og sundere lever du med middelhavskost

 

Midaldrende kvinder, der spiser middelhavskost, lever ikke bare længere, men undgår også både kognitive problemer samt fysiske og kroniske sygdomme i alderdommen.

Middelhavskosten består hovedsageligt af store mængder vegetabilske fødevarer, bønner, nødder, korn og frø, fisk og fjerkræ samt olivenolie som de vigtigste kilde til fedt i kosten.

Tidligere forskning har vist at middelhavskost har mange sundhedsmæssige fordele, bl.a. reduceret risiko for hukommelsestab og tab af kognitive evner samt færre hjertekarproblemer.

Forskere fra Brigham and Women 's Hospital, Harvard Medical School og Harvard School of Public Health siger, at selv om kosten har været knyttet til mange sundhedsmæssige fordele hos ældre, så er middelhavskostens rolle for en sund alderdom ikke blevet tilstrækkeligt undersøgt.

Forskerne har derfor analyseret data om 10.670 kvinder fra Nurses Health Study, hvor kvinder mellem 1984 og 1986 besvarede et spørgeskema om deres kost. Kvinderne var dengang i slutningen af 50'erne eller begyndelsen af 60'erne.

40 procent større chance for llængere liv

Spørgeskemaerne bad deltagerne om at opgøre, hvor ofte de i gennemsnit spiste bestemte fødevarer. Ca. 15 år senere blev de samme kvinder bedt om at besvare et nyt spørgeskema om sundhed og livsstil, der viste at kvinder, der hovedsageligt spiste en kost, der mindede om en middelhavskost, havde en 40 procent større chance for at blive mere end 70 år.

Det viser undersøgelsen, der netop er offentliggjort i Annals of Internal Medicine.

Undersøgelsen viste også at de havde meget lavere risiko for 11 kroniske sygdomme - bl.a. nyresvigt, kræft (bortset nonmelanoma hudkræft), diabetes 2 og Parkinsons sygdom.

Desuden havde de ingen fysiske handicap, ingen tegn på kognitiv svækkelse og ingen tegn på psykiske problemer.

Samlet set spiste disse sunde gamle større mængder vegetabilske fødevarer, fuldkorn og fisk eller langkædede omega-3 flerumættede fedtsyrer. De spiste også mindre rødt og forarbejdet kød - og de drak mindre alkohol.

"At bevare sin fysiske, kognitive og mentale sundhed i alderdommen kan være et stærkere incitament til at lægge kosten om end at vide at man forlænger livet eller undgår en enkelt kronisk sygdom," skriver forskerne.